Tekst & Foto Johnny Tauman
22. april 2020
Solen skinnede fra en blå himmel og forårstemperaturen nærmede sig de 14-15 grader, da RYK IND RIBE tirsdag ved 13-tiden besøgte salonen Hårmagi på Sdr. Kirkevej i V. Vedsted.
En enkelt cykel holdt parkeret op ad husmuren – og den store gårdsplads var ny trimmet. Nu var det så lige en snak med frisøren om genstarten og et foto fra salonen, som skulle på plads!
Men sådan blev det nu ikke lige!
I en rude i hoveddøren var der en seddel med følgende besked:
Covid-19
Kom ikke før din aftalte tid.
Bliv venligst udenfor, hvis der er en kunde, når du kommer.
Tak.
Gode råd var dyre: men et par bankelyde og 2 meter tilbagetrækning ud på gårdspladsen gav gevinst. Frisør Lisbeth Andreasen åbnede døren og blev stående indenfor. Vi kunne dog med den behørige afstand få en snak om den første åbningsdag.
Rengøring og afspritning kræver tid
– Jeg har snakket med mange, mange kunder – så min kalender er fuld booket din næste 14 dage, fortæller Lisbeth, der har fået fat i de nødvendige værnemidler. Hun synes, at det er rigtig dejligt at være i gang igen, men har også måttet være mere kategorisk i sin planlægning ved at afsætte tid til rengøring og afspritning mellem hvert kundebesøg – og allerede den første dag viser det sig nødvendigt også at tage middagspausen i brug til rengøring.
Foto fra salonen må vente
Hårmagi har valgt at følge den normale åbningstid – og det kan betyde, at enkelte må vente en dag ekstra. – Det er vigtigt for mig, at jeg overholder de fremsendte retningslinjer og vejledninger, siger Lisbeth Andreasen, inden hun lukker døren og vender tilbage til kunden. Så intet foto fra salonen i denne omgang.