Tekst og foto Hasse Jørgensen, tirsdag den 13. januar 2026
Det ligger nu fast, at Frislusen i Ribe lukkes for vand i dele af februar og marts i år.
Årsagen er, at kajanlægget ved Kolvig skal repareres, og i den forbindelse har entreprenøren bag projektet anmodet om at få lukket Frislusen, fordi strømmen ellers vil blive for kraftig til, at dykkerne kan arbejde med renoveringen.
Spørgsmålet om lukningen af frislusen har været i offentlig høring af hensyn til naturen og ikke mindst fiskenes vandring, men det er vurderet, at lukningen ikke vil have den store betydning i den nævnte periode.
Vandet ledes gennem Midtmøllen i den pågældende periode, men skulle der komme så store nedbørsmængder, at det giver fare for oversvømmelser, vil Frislusen blive åbnet, til vandstanden igen er faldet. Det må renoveringsarbejdet acceptere.
I tilladelsen siges det, at flodmålet i Ribe Mølledam vil blive holdt på uændret 2,15 meter.






































































