Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Ryk Ind Ribe, tirsdag den 6. oktober

Esbjerg Kommunes ambition er verdens bedste folkeskole. Og muligheden er nu til stede i og med, at kommunen nu er kommet med i det forsøg med frikommuner, som statsminister Mette Frederiksen (S) bebudede fra Folketingets Talerstol ved tingets åbning i dag, tirsdag.

Syv kommuner er med i forsøget med frikommuner, der fritager de pågældende kommuner for stort set alle de restriktioner og regler, der gælder for de fagområder, som de enkelte kommuner er kommet med på.

Borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) fortæller, at det, det nu drejer sig om er at samle alle fagpersonaler og interessenter omkring folkeskolen hen over vinteren. Vi skal have en aftale om den nye folkeskole klar hen over foråret, så den kan græde i kraft til næste skoleår.

Jesper Frost Rasmussen glæder sig over en stor mulighed men også et stort ansvar.

– Det er jo noget, statsministeren har sat i værk. Mette Frederiksen ringede søndag til mig og gav os mulighed for at komme med. Vi aftalte, at det skulle være folkeskoleområdet, vi skulle med på, fortæller borgmesteren.

– Arbejdet starter nu. Hun skal sikre sig flertal i folketinget for at få flertal til at løsne alle bindinger, og det tror jeg, hun får. Jeg havde en dialog med Inger Støjberg (folketingsmedlem og Venstres næstformand. Red.), og hun sagde, at Venstre er for forslaget. Dermed er flertallet i Folketinget hjemme.

– Jeg lovede at arbejde for det samme i byrådet. Jeg informerede byrådet ved middagstid i dag, og jeg fornemmede en meget bred opbakning omkring projektet. Det er en fantastisk spændende mulighed, som vi glæder os til. Det er rigtig spændende og forpligter. Vi har tidligere sagt, at vi gerne vil arbejde for verdens bedste folkeskole. Nu kan vi kun pege på os selv, hvis ikke det lykkes. Dejligt med vide rammer, men det giver også et stort ansvar, fastslår borgmester Jesper Frost Rasmussen.

Han kunne i øvrigt glæde sig over også at få et nyt skattecenter til kommunen. Mere om det andet sted på siden.