Tekst og foto: René Jørgensen
1. februar 2019.
”Fridays for future: Det er vores fremtid, og nu tager vi et initiativ”.

Sådan lød budskabet til Ribe-Ugeavis tidligere på ugen fra initiativtagerne til den lovlige march. De tre unge: Karen Krogh Nielsen, Virgil Bendixen og Valdemar Dvinge havde inviteret til en upolitisk march for at gøre opmærksom på deres bekymring for klimaet og den globale opvarmning.
Den lovlige varslet protestmarch trak mange til.
De mange deltagere – over 500 – mødtes foran Hotel Dagmar, og forsamlingen gik ned gennem byen med sang og opråb for at afslutte marchen på Giørtz Plads.
Som til en hver demonstration var der selvfølgelig medbragt bannere.
På Giørtz Plads – blev der holdt taler, sunget og spillet musik- og der blev serveret kaffe og kage til de fremmødte. Kagestykkerne blev dog noget mindre end beregnet, da ingen havde regnet med så mange deltagere.
– Det vigtigste er, at vi får gjort opmærksom på vores bekymring, og inden marchen var der da også 47, som på Facebook havde vist interessere, sagde Karen Krogh Nielsen, der dog vidste, at der ville komme flere elever fra byens skoler. En række elever fra Esbjerg Gymnasium havde taget turen til Ribe, selv om dagen ville give fravær, men som der stod på en af bannerne: ”Klimaet vigtigere end fravær”.
Flere politikkere havde taget turen til Ribe for at vise ungdommen deres sympati for marchen, og som Edvard Korsbæk (Å), St. Darum udtalte: ”Der findes ingen planet B, og derfor skal der kæmpes for den planet vi har. Det er dejligt at se, hvor seriøse ungdommen er og tager disse initiativer, fortalte Alternatives kandidat, der i marchen fik følgeskab af listens spidskandidat Karin Rohr Gens fra Esbjerg, der udover at være folketingskandidat også er partiets EU kandidat.
Lokalt var Jørgen Ahlquist fra Socialdemokratiet mødt op for at vise sin støtte, ligesom tidligere lokale politikkere var der.
6 årige Kasper fra Vester Vedsted havde sammen med sin mor gjort klar til marchen med sit egen skilt.
2.b fra Vittenbergskolen vil i faget teknologi/natur dygtiggøre sig med mere viden om klimaet, så de ventede spændt på, at marchen skulle begynde.
I en af talerne kom der flere ord frem, der må give stof til efter tanke. – Tidligere var vores forældre bange for atomkrig, men de kendte ”fjenden”. I klimaspørgsmål er det os selv, der er fjenden. Mon ikke mange af de ældre deltagere kunne give de unge ret i deres bekymringer, for tiden er deres, og de skal ”overtage” kloden med de udfordringer der måtte være.
Marchen forløb stille og roligt og opbakningen til de unge manglede ikke. Respekt. De tre arrangører gjorde det perfekt.










































































