Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, tirsdag den 25. oktober 2022
I sit sabbatår efter gymnasiet arbejder 21-årige Frida Ahlquist, Ribe, som ekspedient i bagerforretningen Pompei i Ribe. Om aftenen skifter hun dog i denne tid identitet til fru Kristine Linde i Henrik Ibsens klassiker ”Et Dukkehjem”, som 7-kanten har premiere på fredag den 28. oktober i Varde Teater- og Musikhus.
– Jeg har faktisk spillet teater, siden jeg var 8-9 år. Dengang havde jeg en scene på mit værelse, og mine veninder og jeg lavede selv små stykker i skolen, som vi spillede for vores klassekammerater. Senere gik jeg på teaterlinjen på Hoptrup Efterskole, og jeg har også gået på Teater Grundkursus på Kulturskolen i Esbjerg, fortæller Frida Ahlquist.
Inden Hoptrup havde hun et par taleroller i Jels Vikingespil i par år, hvor hun blandt andet også modtog undervisning i stagefight og fægtning af skuespilleren David Owe.
– At spille rollen som fru Linde og forløse hendes karakter på scenen er en spændende udfordring. Jeg har en forkærlighed for det klassiske teater, som jeg blandt andet har fået gennem mine studier i oldgræsk på gymnasiet. Her arbejdede vi med både de græske komedier og tragedier.
– Denne forestilling – med et lille et hold på syv skuespillere – er enormt udviklende at være en del af. Det er meget intenst. Jeg kan godt lide at fortælle en god historie, der kan bevæge publikum, og det er jeg sikker på, at ”Et Dukkehjem” kan, siger Frida Ahlquist.
Fakta
7-kanten spiller ”Et Dukkehjem” i Varde Teater- og Musikhus fra den 28. oktober til og med den 5. november. Henrik Ibsens klassiker er bearbejdet og iscenesat af Martin Svinkløv.
Udover Frida Ahlquist medvirker Lærke Thams Nord Hansen, Neklas Klausen, Alba Pontoppidan, Lasse Flindt-Christensen, Jesper Ulbæk Andersen og Ole F. Gudmundsen.
Billetsalg: 7-kanten.dk.