Tekst og foto: Torben Ravnborg Nissen, fredag den 8. maj 2026

Hvordan skal Ribe Domkirke tage sig ud, når mørket falder på over Ribe?

Det spørgsmål samlede torsdag eftermiddag borgere, fagfolk og styregruppe i Rued Langgaard-salen i Kannikegården til borgermøde om domkirkens kommende belysning.

Baggrunden er, at den nuværende belysning er nedslidt og teknisk forældet, og reservedele ikke længere kan skaffes. Derfor arbejder styregruppen med en ny løsning til et af Ribes vigtigste vartegn.

Samtidig har tre ugers prøvebelysning sat gang i debatten. Nogle borgere fandt lyset for afdæmpet, mens andre især savnede mere lys på Borgertårnet.

Styregruppens formand, vicedirektør Peer Rexen fra Esbjerg Kommune, indledte eftermiddagen, hvorefter lysdesigner Iben Winther Orton fra Lightscapes præsenterede tankerne bag projektet og erfaringerne fra prøveperioden.

Hun beskrev arbejdet som en balance mellem lys og mørke med respekt for Ribes særlige karakter. Domkirken skal stå tydeligt i bybilledet uden at dominere omgivelserne med hårdt lys.

Ifølge lysdesigneren handler projektet ikke kun om kirken, men også om byrummet omkring den — belægninger, huse og gaderum — og de refleksioner, lyset skaber. Samtidig ændrer oplevelsen af lyset sig med årstid, vejr og øvrig belysning i byen.

Den kommende løsning bygges op med moderne LED-teknologi i et blødt og afdæmpet udtryk. Under prøveperioden blev der eksperimenteret med forskellige løsninger på tårne og facader samt samspillet mellem Borgertårnet, Rytterspiret og domkirkens øvrige tårne.

Efter en kaffepause blev ordet givet frit, og engagementet var tydeligt. Flere borgere ønskede blandt andet, at Borgertårnet fremover oplyses fra alle sider, så det står klarere i bybilledet — også set fra Ringvejen.

En deltager kaldte prøvebelysningen ”et spark i røven”. Hertil forklarede Iben Winther Orton, at lyset først i de sidste dage af prøveperioden var dæmpet til det ønskede niveau. Et hårdt lys var ikke intentionen.

Debatten kredsede også om, hvor fleksibel den kommende belysning skal være. Det er endnu ikke afgjort, om anlægget skal kunne ændre lysudtryk ved særlige lejligheder — og i givet fald hvordan.

Da mødet gik på hæld, gjorde Peer Rexen status og mente, at projektgruppen nu begynder at kunne se retningen for den endelige løsning. Næste fase bliver arbejdet med skitseprojekt, økonomi, myndighedsgodkendelser og politisk behandling.

Målet er fortsat at kunne tænde det nye anlæg i 2027. Samtidig lød forsikringen, at der også vil være lys på domkirken i julen 2026.

Peer Rexen afsluttede aftenen med spørgsmålet: – Er vi på rette vej?

Svaret fra salen kom hurtigt: – Ja, vi har set lyset.

(fakta om projektet under billederne)

Lysdesigner Iben Winther Orton

Et engageret publikum deltog i eftermiddagens borgermøde

Peer Rexen og Iben Winther Orton

Fakta

  • Projekt: Ny arkitektonisk belysning af Ribe Domkirke
  • Baggrund: Den eksisterende belysning er nedslidt, og reservedele kan ikke længere skaffes
  • Formål: At skabe en nænsom og energieffektiv lyssætning, der fremhæver domkirkens arkitektur uden lysforurening
  • Særligt fokus: Hensyn til Ribes middelaldermiljø, naboer og Dark Sky-området ved Vadehavet
  • Lysdesigner: Iben Winther Orton
  • Projektorganisation: Styregruppe med Esbjerg Kommune, Ribe Domsogns Menighedsråd samt lokale foreninger og handelsliv
  • Budget: Ca. 2,25 millioner kroner
  • Finansiering: Esbjerg Kommune, Obbekjærfonden og lokale bidragydere
  • Prøvebelysning: Gennemført 27. marts – 16. april 2026
  • Testområder: Borgertårnet, hovedindgangen og området ved Arresten
  • Myndigheder involveret: Nationalmuseet, Slots- og Kulturstyrelsen og den kongelige bygningsinspektør
  • Forventet færdiggørelse: Første halvdel af 2027
  • Vision: Domkirken skal “gløde i mørket” frem for at være kraftigt oplyst