Tekst og foto: Johnny Tauman
1. juli 2018

RYK IND starter i dag et forløb med FREMSYN i forbindelse med Vejprojektet. Hensigten er at informere konstruktivt og dokumentere udfordringer med fotooptagelser samt undervejs at give bud på fremtiden – FREMSYN!

Mens vi venter på den endelige afgørelse fra Vejdirektoratet med hensyn til såvel lokalvej og dobbeltrettet cykelsti ved Skovgrillen i forbindelse med anlæggelse af den dobbeltsporede hovedvej, kan der opstilles mange forskellige scenarier.

Her skal der være plads til en støjmur – en dobbeltrettet cykelsti og en ny lokalvej

Alle har dog det til fælles, at det bliver vanskeligt at drive Skovgrillen, som uagtet hvilken løsning, der vælges, må afgive noget af det nuværende udeareal samt kunders mulighed for at parkere.

Alle cyklister skal køre på øst-siden af vejen

Det er planen, at alle cyklister skal køre på en dobbeltrettet cykelsti på østsiden

Det er ikke afgjort endnu, hvor den dobbeltrettede cykelsti skal placeres, men det står fast, at cyklisterne skal flyttes fra den vestlige side over til Skovgrillen. Til september vil Vejdirektoratet komme til Ribe for at se nærmere på mulighederne, der som det fremgår af fotoet giver nogle udfordringer. Det er hensigten, at den dobbeltrettede cykelsti og den nye lokalvej skal være bag en transparent støjmur.

Foran Skovgrillen – eller bagom?

Skal den nye vej øst rundt om Skovgrillen, forsvinder en del af parkeringspladsen

Det fremgår af Vejdirektoratets egne tegninger, at såvel cykelsti og lokalvej skal føres bag om Skovgrillen, men løsningen kan såmen også blive en placering foran Skovgrillen. Derfor er der heller ikke taget endelig beslutning til Stærevejs sammenkobling med det nye vejprojekt. Først på efteråret vil der ligge en forslag, som man så kan komme med bemærkninger til – og planen er at det første ”spadestik” tages i foråret 2019.

Hvordan krydser man fire-spor til fods?

Gående fra vest-parkering skal krydse fire spor mod i dag to spor

Mange kunder til Skovgrillen – fra personbiler, lastvogne og busser – parkerer på den vestlige parkeringsplads. I dag kan man krydse den trafikerede landevej i to step med ophold på et helle anlæg, men hvad når der bliver to spor i hver retning?
Det vil ikke være en løsning med trafiklys, som bremser trafikken og giver ”stau” – men både en tunnel og en gangbro giver en ekstra udfordring, når der skal tages hensyn til omgivelserne og skoven.

FREMSYN: Skovgrillen må flyttes tilbage på matriklen – eller flyttes til anden lokation.

RYK IND følger processen – og har sendt opklarende spørgsmål til Vejdirektoratet.

Du kan også se hele projektet her: www.vejdirektoratet.dk/Ribe