Tekst & Collage: Johnny Tauman Foto: Private optagelser
15. maj 2023
Det er nu, du skal møde op, hvis du vil være med til Ribe Danse- og spillemandslaugs sidste danseaften i forårssæsonen. På fredag er der gang i musikken og benene på Rosen Allé 3 fra kl. 19:30. Bendix Rødgaard siger til RYK IND RIBE, at deltagerne bedes tage kaffekop og tallerken med – det bliver der nemlig brug for i pausen efter ca. en times tid. Og så lidt spænding: – Måske kommer der også et indslag under kaffen med hjemmebag.
Bemærk, at danseaftener er åbne for alle med interesse for traditionel, dansk folkemusik og folkedans. Man behøver ikke at være medlem af lauget for at deltage – alle er velkomne. Nogle kommer for at danse, en del kommer for at spille med sammen med Ribemusikerne (alle er velkomne til at komme og spille med!) Andre igen kommer blot for at nyde musikken og den gode stemning
Kommer langvejs fra
Ribe Danse- og spillemandslaug har fejret 40 års jubilæum – og spørgsmålet er, hvordan det ser ud om 10 år. – Interessen for at danse folkedans har været vigende med en stigende gennemsnitsalder, forklarer Bendix Rødgaard, der forventer omkring 15-30 dansere og 15 musikere ved fredagens arrangement. Lauget har medlemmer fra Sønderborg, Haderslev, Horsens og Middelfart. Selv kommer Bendix Rødgaard fra Faaborg mellem Årre og Agerbæk.
Musikerne øver hver anden onsdag i lige uger.
Stor fest starter på Torvet 10. juni
Lørdag d. 10. juni holder Ribe Danse- og spillemandslaug en stor Fest i Ribe – STÆVNE for DANSERE og SPILLEMÆND.
Programmet starter kl. 10:00 med Spil og Dans på Torvet og i Gågaden. Herfra fortsætter festlighederne til festsalen Ribelund på Kastanie Allé med Velkomstkaffe kl 13:30 og efterfølgende vil der være WORKSHOPS både her og på Rosen Allé.
Om aftenen vil der være Festmiddag kl. 18:00 med mad fra Kogehuset, og dagen slutter med Spillemandsbal kl. 20:00.
– Det bliver en fest i Ribe, lyder den afsluttende kommentar fra Bendix, der tænker tilbage på en tid, hvor tilsvarende arrangementer spændte over en hel weekend med overnatning i telte og campingvogne.