Tekst og Foto: Johnny Tauman
7. april 2019
Når Hanne i 1. klasse, Martin i 2. klasse eller Nikoline i 3. klasse kommer i skolen og møder en vikar, så må de kunne forvente, at vedkommende er læreruddannet eller har pædagogisk indsigt. Men, det er ikke altid tilfældet. ” Vi aflyser aldrig undervisningen, og derfor vil der være vikarer på vores afdelinger i det daglige. Vores ambition er til hver en tid at have de bedst kvalificerede vikarer til at løse opgaverne. Vi har et fast vikarkorps på hver afdeling, som vi trækker på, så børnene i videst muligt omfang møder kendte voksne, når de faste undervisere er forhindrede” skriver ledelsen i brevet til forældre og ansatte, velvidende, at børnene ofte må tage til takke med en student.
Nej tak til film i 4 timer
Jamen, kan en student ikke levere varen?? Jo, hvis der ligger en vikarmappe med klar besked om indhold og en struktur børnene kender, så går det ofte helt godt, men kendskabet eller manglende kendskab til børnegruppen er en væsentlig faktor, som skal opprioriteres.
Vikaren bør rumme intuition og lyst til at give børnene udfordringer og oplevelser, som matcher børnegruppen. Det gør ondt helt ind i hjertet, når 7-9 årige i det smukkeste forårsvejr bliver bænket foran en skærm og skal se film i 4 lektioner.
“Ikke større fravær end andre skoler!”
Ledelsen skriver endvidere: ”I medierne har der været omtalt et stort fravær blandt skolens medarbejdere og megen vikardækning. Fraværet blandt Vadehavsskolens medarbejdere ligger på niveau med kommunens øvrige skoler. Personalefravær vil vi aldrig helt kunne undgå. Ligesom det er tilfældet på andre arbejdspladser, så skal vores dygtige og engagerede medarbejdere løbende videreuddanne sig, så de bliver endnu dygtigere til at løse deres opgaver. Nogle skal holde ferie og barselsorlov, de skal deltage i møder med andre fagpersoner, og nogle gange bliver medarbejdere syge.”
Hvor blev ressourcerne af?
RYK IND RIBE er ikke uenig i, at skoler vil have fravær, men peger som omtalt på kvaliteten af vikararbejdet – og vikarernes kompetencer. At have ansvaret for en børnegruppe på 25-27 børn kræver en underviser med pædagogiske kompetencer – og ofte er det endog ikke tilstrækkeligt. Den inkluderende skole har overordnet nogle gode værdier og hensigter, men desværre er ressourcerne fra specialklasser ikke videreført i normalsystemet – og dermed er den forkromede model blevet en spare objekt med mange, mange tabere: såvel børn, forældre og undervisere.
Husk at kvalificere vikarerne
Kan man mon se denne tendens, når man sidder i en politisk gruppe eller bagskrivebordet på en forvaltning. Børnene er på kort sigt blevet tabere, men hvad på lang sigt?
Ledelsen slutter afsnittet af med følgende betragtning: ”En god skole er langt fra noget, man måler på fraværsprocenter, men dannes af alt det, vores dygtige lærere og pædagoger gør sammen med børnene hver eneste dag”.
Og netop her burde der også være nævnt vikarer, da det er her kæden ofte hopper af.
Hvor er ”Den RØDE tråd”?
Arbejdet i daginstitutionerne er fantastisk, når det handler om såvel overgangen til skole og forældresamarbejdet. ”De Styrkede Læreplaner” er med til at kvalificere arbejdet ved overgang til 0. klasse, hvor børnene trænes og forberedes på nye krav til aktiviteter. Længere arbejdsperioder samt selvstændighed i opgaveløsningen. Børnene får værktøjer, så de bliver i stand til at ”mestre” en konflikthåndtering – fx i et målrettet arbejde med Fri for Mobberi. Men hvordan følges processen op, når børnene starter i førskolen (som jo reelt er en gammel besparelsesøvelse) fra april måned – og hvordan skabes den nødvendige tryghed, når man pludselig bliver en lille brik i et STORT fællesskab?
Her har de voksne en væsentlig rolle – en rolle, hvor de sammen med børnene skal træne mestring af de nye vilkår – og skabe ”Den RØDE tråd”.
Børn i inkluderende fællesskaber har behov for ekstra opmærksomhed, hvor det åbne samarbejde mellem personalet i daginstitutionerne kan fortsætte i skolen. Antallet af samtaler mellem forældre og det pædagogiske personale kan variere i løbet af et år. Med afsæt i barnets trivsel, sundhed og udvikling beslutter man, hvad det er nødvendigt.
“Håndtering af konflikter”
Ledelsen skriver bla.
”Alle børn og unge på vores skole skal have et læringsmiljø, hvor de trives. Og heldigvis oplever vi også, at langt de fleste af vores elever hver dag har en god skoledag med masser af læring og trivsel.
Vi er rigtigt kede af, når der opstår tilfælde af konflikter og vold som dem, der har været beskrevet i medierne. Når mange mennesker – og især børn – er sammen i hverdagen, kan der desværre opstå hændelser, hvor børn enten er vidne til eller selv er involveret i konflikter og lignende. Men vi skal og vil selvfølgelig gøre alt, hvad vi kan, for at forebygge, at konflikterne opstår, og håndtere dem, når de sker. Derfor har vi blandt andet stort fokus på at forebygge mobning og på at inddrage både elever og forældre i løsningen af konflikter.”
RYK IND RIBE anbefaler en opprioritering, så alle børn (ikke langt de fleste elever) har en god skoledag!
Forudså problemerne allerede i 2013
PS! I 2013 skrev ph.d. og lektor i UCC Bjørn Hamre følgende: ”Den måde, vi har indrettet skolen på, medfører, at flere børn bliver ’gjort forkerte’ og at der bliver stillet flere diagnoser – trods intenst fokus i regeringen og kommunerne på at inkludere flere børn med særlige behov i skolen” – og fortsatte: ”De krav, vi stiller i skolen, kan næsten fremkalde diagnoser, fordi de gør en bestemt type børn og deres problemer meget tydelige.”
Nu skriver vi 2019 – og hvad har vi i grunden lært af historien?
“Skolen er i dag mere end nogensinde før blevet et komplekst sted. Et sted, som uddanner børnene til at blive medarbejdere, der konstant lærer og udvikler sig – hele livet”, konkluderer Bjørn Hamre.
“Alt handler om læring i skolen lige nu. Læring er blevet den implicitte måde at tale om pædagogik på i dag. Det, at man er lærende, ses som noget uproblematisk godt. Men jeg peger på, at det også er et problem, fordi det stiller nogle kæmpestore krav til børnene. Og de høje krav sætter nogle eksklusionsmekanismer i gang for de børn, der ikke kan leve op til kravene”, forudså Bjørn Hamre.
Forgæves?
