Tekst og foto Hasse Jørgensen, søndag den 19. juli 2026

Ingen mennesker er formentligt kommet til skade, men der skete omfattende materielle skader, da en hollandsk personbil og en fransk autocamper søndag midt på eftermiddagen tørnede sammen i Egebæk-Hviding.

Der blev sendt både lægeambulance og en almindelig ambulance til stedet, men så vidt Ryk Ind Ribe erfarer, er der ikke nogen kørt på sygehuset.

Hvordan uheldet er sket, er i skrivende stund ikke klarlagt, men der er ingen tvivl om, at de to biler har ramt hinanden. Den hollandske bil er formentligt kommet kørende mod syd, mens den franske bil var på vej mod nord. Den hollandske bil har fået venstre forhjul revet af samt flere skader på frontpartiet, mens den franske autocamper fik nederst del af venstre side revet op. Dertil kommer, at autocamperen også have skader på højre bageste del hvilket kunne tyde på, at bilen er skubbet over i et af de vejtræer, der står langs hovedvejen.

Hvor mange personer, der var i de to biler, vides ikke i skrivende stund.

Selv om den havarerede autocamper spærrede det ene spor på hovedvejen, gled trafikken stille og roligt forbi uheldsstedet.

Sydvestjysk Brandvæsen i Ribe blev også tilkaldt, da sammenstødet mellem de to biler medførte en mindre forurening på hovedvejen. Den blev renset af brandmændene.