Tekst & Foto: Johnny Tauman
11. maj 2024
Hermed offentliggør RYK IND RIBE punktet om Skibbroen og Det maritime Ribe,, som blev gennemgået og debatteret på et møde i Ribe Byforum.
Seniorkonsulent Johan Bramsen, Grandville, stod for gennemgangen, som arkitekt Anette Gori, Teknik & Miljøs afdeling for Arealudvikling, har sammenfattet i dette komplekse referat.
Fra store geografi til lille geografi
– I det foreløbige arbejde med udviklingsplanen er der brugt tid på at afdække den omfattende kompleksitet i den store geografi, før vi har kunnet dykke ned i den lille geografi. Visionen sætter retning og rammer for projekterne. Der er afdækket en masse begrænsninger, som vil skuffe nogen, herunder bindinger, som kommer fra andre myndigheder, som vi ikke selv har magt til at ændre på, sagde Johan Bramsen i sin indledning.
Behov for hydrologisk styring
Byrådet har vedtaget visionen, hvor en våd kultursvamp er en grundlæggende forudsætning for også i fremtiden at kunne bevare bygningskulturarven med Ribes seværdige og oplevelsesværdige middelalderlige bykerne. Derfor er der behov for en hydrologisk styring, så husene ikke sætter sig, og Ribe bykerne bliver stående og bevaret så intakt som muligt. Kulturarven med de gamle huse og miljøer, men også jer ripensere, med jeres engagement og foreninger, skaber det liv, der er en del af kulturen. Det er med til at udfylde de fysiske rammer.
Omsætningen i handelslivet er faldet
Seniorkonsulenten sagde videre: – Der er tegn på, at omsætningen i handelslivet falder en lille smule. Hvis omsætningen skal øges, skal det komme fra handlende udefra, da det lokale forbrug typisk ikke kan øges mærk bart. Derfor er der behov for at øge Ribes attraktionsværdi med ”det kan jeg se”, og ”det kan jeg opleve”.

Johan Bramsen, Granville
Flere forhold i den lille geografi
I den lille geografi omkring Skibbroen og de nære omgivelser er der Hovedengen, vandstand i Ribe Vesterå, sejlads, snæbel og passage ved de tre broer, Skibbroen til Slotsbanken og Slotsbanken.
Hovedengen må forventes at blive mere våd fremover, både sommer og vinter. Der kommer mere vand fra oven og mere vand fra baglandet. Kan man begynde at tænke over, om arrangementer på Hovedengen på sigt kan flyttes, dels af hensyn til Kultursvampen og dels som konsekvens af klimaændringerne.
Regulering af vandstanden
Kultursvampen skal holdes konstant våd, hvilket betyder regulering, så vandstanden i Ribe Vesterå øges og eller fastholdes ved minimums vandstanden på 0,5 m. Der er en udfordring med en klapbro, hvor rammen er sat for Vejdirektoratet af staten. Broen skal renoveres i stedet for at anlægge en ny klapbro. Hvis vandstanden øges ved lavvande, kan det have betydning for frihøjden under broen, hvilket kan vanskeliggøre gennemsejlingen. Fri sejlads mellem Kammerslusen og Skibbroen bliver begrænset. Det giver en udfordring i en retning af at finde nye løsninger.
Snæblen og vikinger
Der er et hensyn til fredede fiskearter som snæblen og passage ved broerne inde i Ribe.
Som besøgende i Ribe hører man, at byen er ”Vikingernes by”, men man kan ikke se sporene. Det er primært synligt på museet og uden for Ribe ved Ribe VikingeCenter.
Der er ingen sammenhæng fra Skibbroen til Slotsbanken. Der ligger et villakvarter imellem, og Slotsbanken er underformidlet.
Fortællingen bør bredes ud
Men det man kan se, er middelalderbyen. Hvilken rigdom gjorde, at Ribe blev, som den er. Hvor kan man finde den historie, som fortæller om, hvor rig byen er. En opgave vil være at fortælle, hvorfor byen ser ud, som den gør.

Dagens facilitator Johan Bramsen
Byrådets politik i strid med skibe med master
Seniorkonsulent Johan Bramsen sluttede sit indlæg af således: – Den samlede fortælling bør bredes ud til de besøgende, som vi gerne vil have flere af. Der er et uudnyttet formidlingspotentiale. Sønderho og Ribe var begge rige. Hvorfor blev de det, og hvad levede de af. Muligheder og begrænsninger er blevet afdækket ret godt i den store geografi. Ringvejsbroen har givet begrænsninger for skibe med master. Vi kan ikke arbejde videre med et grundlag, som strider imod Byrådets politik og myndighedernes overordnede retningslinjer.