Tekst: Renè Jørgensen private fotos
20. september 2025.

Fra marsk til metropol – præstens eventyr mellem Ribe og Nordvest

På Frederikssundsvej i Københavns Nordvestkvarter ligger Kapernaumskirken næsten skjult mellem høje huse og byens uafbrudte mylder. Biler, busser, cyklister og fodgængere krydser hinanden i en hektisk rytme uden for den røde murstenskirke fra 1895. Indenfor hersker roen – et lille åndehul midt i storbyen.

Kirken er hjemsted for sognepræst Stine Ravnborg Bro Nissen, der har rødder langt fra hovedstadens travlhed. Hun er vokset op i Ribe, hvor barndommens gader, domkirken og marsklandets horisonter stadig fylder hende med nostalgi.

“Jeg vil altid være ripenser,” siger hun med et smil. “Selv om jeg bor i København, er Ribe en del af mig.”

 

Fra Ribe til København

Stine tog til København i 2001 for at begynde på teologistudiet. Overgangen fra Ribe til storbyen var alt andet end let.

“Overvældende er nok det bedste ord,” fortæller hun. “Jeg kendte ikke en sjæl, og jeg måtte have Kraks lille kort over København op af lommen hver gang, jeg skulle et nyt sted hen.”

Studiet begyndte krævende – med græsk og latin hver morgen – og savnet til familie og venner i Jylland var stort. Men gode studiekammerater holdt hende fast, og langsomt fandt hun sig til rette.

Efter teologistudiet og pastoraleksamen blev Stine i 2009 ansat i Timoteuskirken i Valby. Her nød hun det kreative miljø og et netværk af engagerede mennesker.

Et nyt kald i Nordvest

Ti år senere søgte hun stillingen i Kapernaumskirken – ikke fordi hun var træt af Valby, men fordi hun længtes efter nye udfordringer.

“Mit indtryk af Nordvest var, at det var et lidt hårdere miljø med stor etnisk spredning og familier med mange udfordringer. Det tiltalte mig at kunne gøre en forskel,” siger hun.

Mens ansættelsesprocessen stod på og i de følgende år, ændrede kvarteret karakter. Nordvest er ved at blive et af byens mest hippe områder, rost af internationale medier.

“Pludselig var det unge, kreative mennesker, jeg skulle være præst for – og jeg elsker det,” fortæller hun begejstret.

Livet i præsteboligen

Stine har to børn på 17- og 19 år fra et tidligere ægteskab. De bor halvt hos deres far i Valby og halvt hos hende og manden Kasper og deres to børn på Svanevej – en villa fra 1922, som stikker ud blandt kvarterets højhuse.

Boligen har haft sin del af dramatik: Indtil for nylig var den nabo til Hell Angels- HA-rockernes borg. I september 2023 var der en eksplosion i bygningen- et angreb på den, og Stines forældre, der skulle passe børn, da Stine og manden var på vej til London, stod alene hjemme, mens journalisterne væltede ind for at få førstehåndsberetninger.

“Det var et interessant naboskab,” siger hun med et skævt smil. “Men nu er her blevet roligt – så roligt, som det kan være midt i byen.”

Arbejdet med livets store spørgsmål

Som præst møder Stine mennesker i alle livets faser – fra dåb til bryllup, fra sorg til glæde. Hun kombinerer sit kald med arbejde som hospitalspræst og har også uddannet sig til doula, en fødselshjælper, der støtter gravide.

“Det kan være krævende, men det giver mening,” forklarer hun. “At tale med et døende menneske og et par timer senere fejre et barns dåb – det viser, hvor bredt livet er.”

Kapernaumskirken arbejder målrettet på at være “folkets kirke” i et ungt sogn, hvor over halvdelen af beboerne er under 40 år.

“Vi er en lille, men dedikeret stab. Uden mine medarbejdere kunne vi ikke skabe det fristed, vi ønsker at være,” siger hun.

Nysgerrighed og rødder

Når arbejdet tillader det, udforsker Stine København – nye koncertsteder, kreative værksteder eller jazz- og avantgardemusik, som ligger hendes hjerte nær. Men Ribe er stadig et fast holdepunkt.

“Byen og dens historie har dannet mig,” siger hun. “Jeg skal hjem igen til sidst – på den gamle kirkegård.”

For nu er hjemmet dog storbyen og den lille kirke, der gemmer sig på Frederikssundsvej. Her finder Stine mening i at bygge bro mellem himmel og hverdag, mellem marskens stilhed og storbyens puls.

Et åndehul i storbyens mylder.

Artiklen er nummer to i en ny serie om Ripensere der tager ud i verden, væk fra hjembyen Ribe. Første artikel var med Bende Zoega.

Har du kendskab til en ripenser der er taget ud i verden og gerne vil fortælle sin historie, kontaktes redaktion på TIP OS.