Tekst & Foto: Johnny Tauman
18. juni 2021

– Torsdagens vigtigste opgave var at bore hul til en vandledning under jernbanen, fortæller Kim Hansen, da RYK IND RIBE mødte ham ved kloaksepareringen på Seminarievej. Og det lykkedes, men først i den kommende uge vil sammenkoblingen på østsiden finde sted.
Han fortæller, at Nørgaard Anlæg fra mandag påbegynder arbejdet mod vest ad Seminarievej frem mod Saltgade. – Vi får tre mere i gang – bla. to maskinførere, som skal hjælpe med  tilslutningen af stikledningerne på Rosen Allé.

Kim Hansen er altid parat til at orientere om arbejdet – og hvor udfordringerne ligger

Flere interessenter

Hvornår selve krydset kan genåbnes og skabe flow i trafikken fra Seminarievej og videre af Nørremarksvej, tør Kim Hansen ikke give et endeligt bud på. – På fredag (red. 26. juni) besluttes det, hvem der skal forestå arbejdet med anlæg af cykelstien på Rosen Allé – og denne skal jo netop integreres i opbygningen af det nye kryds, siger han. Både politiet og BaneDanmark er involveret i åbningen af krydset, som sker, når sikkerheden er i top – og eksempelvis biler ikke kan fanges mellem bommene.

Det vil vare en rum tid, inden krydset kan reetableres. Nu handler det om strækningen frem mod Saltgade.