Tekst: Renè Jørgensen Dronefoto: Ove Detlevsen
25. marts 2020.

Historie fra en COVID 19 ramt virksomhed i Ribe.

Fra den ene dag til den anden ændrede livet sig på Danhostel Ribe.
Det er 3 år siden at Claus Pedersen overtog Danhostel Ribe og siden har det ene år overhalet det andet. Det er ikke sket af sig selv, men resultaterne er kommet på baggrund af en strategi, der blev lagt inden han fik nøglerne til Danhostel Ribe tilbage i 2016.

”Strategien gik i sin enkelthed ud på at åbne stedet mere op for lokalbefolkningen bl.a. ved hjælp af arrangementer, styrkelse af Danhostel som kursuscenter samt øgning af antallet af fester i de fine lokaliteter vi råder over og de kompetente køkkenmedarbejdere der laver al mad på stedet” fortæller Claus Pedersen.
2020 så ud til at være endnu et år der skulle slå rekorder og både antallet af fester, møder og lejrskoler lå allerede i kalenderen, ligesom påsken og sommerferien så lovende ud. I forlængelse heraf var det første arrangement i Ribehallen, Pre Teen Party for de 7-12 årige gået i salg og billetsalget så lovende ud, hvilket ikke mindst skyldtes succesen fra det først afholdte arrangement i 2019. Alt i alt var 2020 startet som den skulle og endda over forventning.

Et pressemøde ændrede alt
Så skete det uventede. I løbet af nogle uger blev der skrevet og fortalt mere og mere om Coronavirussen og onsdag d. 11. marts bevirkede et pressemøde i Statsministeriet om forskellige tiltag i forbindelse med Coronavirussen at telefonen og mailen glødede, men denne gang ikke med bookinger, men derimod aflysninger.

”Allerede samme dag som pressemødet blev afholdt blev vi kimet ned og vores tid blev brugt på at forklare afbestillingsregler, annullere bookinger fra både lejrskoler, planlagte fester og ikke mindst Ribe Broderifestival som skulle have været afviklet den kommende weekend. Det tog mindre end 48 timer og så var vores kalender tom 14 dage frem og mere til” siger en chokeret Claus Pedersen.

Overnatningssektoren og attraktioner er hårdt ramt

Det er ingen hemmelighed at overnatningssektoren og attraktioner er hårdt ramt af at gæsterne bliver væk og Danhostel Ribe er ingen undtagelse. At den seneste udmelding fra regeringen resulterede i at restriktionerne blev forlænget til d. 13. april gjorde ikke situationen bedre. ”Vi havde selvfølgelig håbet på, at krisen ville være ovre i løbet af 2-3 uger og så var vi oppe at køre igen. Desværre ser vi nu afbestillinger helt ind i juni måned og det gælder både fester, lejrskoler og overnatninger bl.a. som følge af andre aflyste arrangementer bl.a. et stort orienteringsløb på Rømø. Dertil kommer at påsken og Kr. himmelfartsferien er helt afbestilt og de bookinger vi normalt ser i højsæsonen er helt stoppet med at booke” fortæller forpagter Claus Pedersen.

Fremtiden

Hvad fremtiden vil byde og hvornår Danhostel er tilbage i normal drift er jf. Claus Pedersen svær at spå om. Det er dog sikkert at så snart krisen er ovre, er det vigtigt at skolerne sender deres elever på lejrskole samt at turisterne (især de danske) gerne skulle booke et ophold i Danmarks smukkeste mindre by. Det har dog været muligt at flytte de planlagte konfirmationer til andre weekender og langt de fleste der afbestiller udviser stor sympati for situationen på Danhostel Ribe.

Fakta:

Danhostel Ribe beskæftiger 12 fastansatte og 8 sæsonansatte. Danhostel Ribe har valgt at tage imod regeringens hjælpepakker og hjemsendt samtlige medarbejdere. Den næste tid vil gå med at få ansøgt om lønkompensation og undersøge mulighederne for at få dækket et omsætningstab på mellem 80 og 100% i perioden.

Lønkompensation kan søges frem til 9. juni og til den dato er alle medarbejdere sikret løn fra Danhostel Ribe og ikke i fare for at blive fyret. Hvorvidt der vil komme fyringer senere vil afhænge af hvor hurtigt Danhostel er oppe på normalniveau, så fremtiden tegner pt. ikke så lys som den tidligere har været.

”Hverdagen er en anden og nu er det kun mig selv der møder på arbejde. Tiden går desværre stadig med at håndtere afbestillinger, men der er heldigvis også få bestillinger bl.a. på lejrskoler til 2021. Derudover skal jeg varetage alle de andre opgaver, så der bliver både ryddet op, slået græs og renoveret i det små og så bliver der arbejdet på nye initiativer og drømt tanker der skal realiseres når hverdagen vender tilbage” fortæller Claus Pedersen.

Arkivfoto fra juli 2019 hvor Claus Pedersen præsenterede Musik på engen. (foto: Renè Jørgensen)