Tekst & Foto: Johnny Tauman
7. maj 2024

Projektchef Inge Birkegaard Damsgaard, Vejdirektoratet, har nu sat dato for renoveringsarbejdet på Ringbroen. Hun siger til RYK IND RIBE: – Entreprenøren forventer, at trafikken omlægges fra d. 21 maj, hvorefter arbejdet påbegyndes i marken. Arbejdet vil foregå frem til medio september.

Ingen ændringer!

Der har været mange ideer og forslag med hensyn til interimsvejene. Nogle har endog ment, at de skulle blive liggende, så de evt. kan benyttes, når der engang skal opføres en ny bro.
Men sådan bliver det ikke!
– Interimsvejen og spunsvæggene vil blive fjernet, siger Inge Birkegaard Damsgaard. – Det vil ske dels i efteråret efter militærbroerne er fjernet og dels i foråret. Det præcise tidspunkt er afhængig af, hvor vådt området er.