Tekst, foto og collager: Johnny Tauman
26. maj 2018

LørdagsRETROEN: ”Hvor blev alle købmændene af?”

Der var engang 17 købmænd i Ribes indre by – i dag er der blot 1 tilbage. Når Dagmarsbroen lukker for kørende trafik, så bliver det langt til indkøbsmuligheder. Den sidste butik i ”Indre By” lukkede, da ”det offentlige” via indkøbsaftaler svigtede. Så nyttede det ikke noget, at bydelen havde trofaste kunder! Men mon ikke den sidste butik havde overlevet, hvis borgerne havde stået sammen?

Sidste butik lukkede 2014

Det var Købmand Lars Nørgaard Jensen, der som den sidste købmand i ”Indre By” lukkede sin købmandsbutik beliggende Sønderportsgade 24 med udgangen af 2014.

Bøggild var vellidt købmand

Vi, der boede i byen i 60´erne, husker butikken alene som købmand Bøggild, som udover handel med lokale familier havde et godt salg til ”Bænkebidderne” (hvor er for resten bænkene blevet af?) og byens unge, som bogstaveligt gik eller kørte på knallerter til fest i forsamlingshuse – ”kyllinger” ”Dortmundere – havskum” etc. røg over disken uden fremvisning af ID.

Købmand Christensen med stærk tobak

Bøggild lå først, når man kom til byen fra syd forbi Bechs Maskinfabrik, Falck og Stampemøllen – og ikke at forglemme cykelhandler Oskar Hansen.
Lidt længere fremme – forbi Shell-tanken lå købmand Christian Christensen. Han havde en mindre butik, hvor Jonna hjalp til – solgte bla. stærke cigaretmærker som Queens og Kings uden filter: stykvis fra brudte pakker og hele pakker. Det var nikotin – og fingrene blev gule!

Husted udstrålede RESPEKT

Turen fortsætter videre af Gråbrødregade – dengang med fiskehandel, slagter og snedkerværksted til købmand Husted Knutzen – bosiddende i den flotte bindingsværkbygning på hjørnet af Sønderportsgade og Sviegade. Der duftede altid af friskmalet kaffe i butikken – som havde en speciel atmosfære. Fru Husted talte dannet – og skabte med sin personlige udstråling og dialekt RESPEKT. Og hun var ikke sen til at irettesætte dårlige vaner eller mangelfuldt sprog.

Den noble Thun

På Torvet over for Ribe Domkirke havde Verner Thun en elegant butik – en butik, som var i stor kontrast til gartner Rosenborgs nabobutik. Mange lokale borgere følte sig ikke helt hjemme i den ”rene” butik, hvor der  var et mere end velassorteret udvalg af vine og spiritusgenrer. Verner Thun var – som jeg husker det – og politisk engageret, men det må andre hjælpe til med at få oplyst mere om. Han boede for øvrigt i en af de få nyopførte villaer i ”Indre By”- nærmere bestemt i Sankt Clemens Gade i nærheden af Slotsbanken.

Købmand Clausen med garageanlæg

Vi forlader Torvet for et kort besøg hos købmand Clausen på hjørnet af Korsbrødregade og Erik Menveds Vej. En lille butik med en ældre dame, som formåede at få en ekstra indtægt ved at opføre et garageanlæg på Erik Menveds Vej. Her kunne bydelens ungdom spille bold – ikke ustraffet, da der røg flere tagrender undervejs. Ofte måtte fru Clausen have alvorlige samtaler med forældre i området.

Bent Lassen på byens bedste plads

Tilbage gennem Grønnegade, som er beskrevet i tidligere RETRO. På Torvet fandt vi købmand Bent Lassen – en beskeden butik med den bedste beliggenhed på et trafikeret gadehjørne, hvor mand og kone havde en ganske fornuftig butik. Der var i sommerperioden bla. salg til krydstogtsturister, som kom fra København med de blå Edelsskov busser, der holdt i skyggen langs domkirken – uden risiko for besøg af parkeringsvagt.

Schøtt og Jenny Nielsen med solide butikker

Den næste butik kræver en længere gåtur – ad Skolegade og Puggårdsgade til Gravsgade, hvor købmand Schøtt havde butik (ved siden af bager Juhl). Begge butikker nød godt af de yderlige placeringer og de studerende på Ribe Katedralskole.
Vi smutter op af Hundegade – og finder den gamle købmandsgård over for værtshuset ”Hundehuset”. Købmand Jenny Nielsen drev en butik, som ikke har sat sig spor – bortset fra VENLIGHED og en masse snak.

Købmand Iversen var iværksætteren

Vi smutter tilbage til købmand Iversens butik på hjørnet af Sønderportsgade / Bispegade. Købmand Iversen var iværksætter – og ville mere end at sælge varer til nærområdet og skolebørn på Bispegades Skole. Derfor afhændede at butikken, som gennem årene frem til 1991 havde forskellige ejere – heraf skal nævnes Christian Christensen (ham fra Nygade) og Ole Petersen, der lukkede og slukkede. Søndag kan du læse mere om Iversens bedrifter.

Småbutikkerne JAVA og DIXE

I Storegade (i dag Overdammen) havde såvel JAVA og DIXE butikker mellem Fiskergade og Skibbroen. Det var små butikker, der med udsøgte varesortimenter kunne ”lokke” kunderne til. JAVA – med Krogh Jørgensen – flyttede senere til Ydermøllen på Nederdammen, hvor specielt salg af kaffe fyldte en hel del.

Parmo – en anderledes ”kjøbmand”

Købmand Parmo Pedersen drev og driver stadigvæk sin butik på Mellemdammen. Butikkens varesortiment med vine og delikatesser har gjort, at butikken er medtaget i rækken af købmænd, men med sin helt egen farvekode!
Parmo har haft butikken siden 1960 og står stadig bag disken i en alder af snart 82 år.

Købmanden bakkede på pibe

På Nederdammen fandt vi købmand Therkildsen, som med sin facon og venlige ydre trak mange kunder til butikken – heriblandt også min svigermor, som var begejstret for købmanden, som bakkede på pibe. Fru Therkildsen var en flittig gæst i butikken – og fik nogle gode snakke med kunderne.
Med hensyn til vareudbuddet, husker jeg ikke noget specielt – og så dog kaffe, men det var de nu mange om!
Og så kunne man også her som i mange de tidligere butikker få på kredit – man havde simpelthen en bog, hvor varekøb blev noteret i med håndskrift – og så opgjort hver 14. dag i forbindelse med udbetaling af løn.

Charles Johansens ELITE-butik

Som anført flyttede JAVA fra Overdammen til Ydermøllen.
På hjørnet af Tvedgade og Saltgade havde Charles Johansen sin ELITE-butik indtil 1981.

Beier, Grün og Sesam

Fra Tangeområdet er det værd at nævne Beiers butik på Riddermans Vej, Købmand Grün på Havedal og endelig Sesam på hjørnet af Tangevej og Stadionvej. Beiers havde en udstrakt service med kredit – mens Sesam huskes som en ”mini” supermarked.

Min Købmand er eneste overlevende

Endelig er der så købmandsbutikken i Boligforeningen på Tangevej – navne og historier herom huskes ikke! Men på samme adresse ligger i dag byens eneste købmandsbutik: Min Købmand. Butikken tilbyder i dag vareudbringning.

Brugsen blev til Kvickly

Endelig skal Kvickly lige have en bemærkning – RYK IND vender søndag tilbage med historien og Brugsen, der fik vokseværk.

Og så var der alle købmænd på landet

Nu er der så skrevet op-og-ned om købmændene i Ribe – men der var mange, mange flere i Ribe Kommune: Som inspiration nævnes blot købmanden i Damhus, Lustrup etc.