Tekst: Johnny Tauman        Foto: Jens Karsten Jørgensen
16. december 2021

Du kender ham sikkert fra gadebilledet – eller på vej sin bil ud i marsken på jagt efter naturoptagelser! Foto-Jens.
I mange, mange år har fotohandleren på Mellemdammen, Jens Karsten Jørgensen skabt unikke optagelser ud fra en grundforståelse, at det er optagelsen, som er essensen og det professionelle – og ikke arbejdet med fotoprogrammer som Photoshop. Det er lyset – blænden og hastigheden med de korrekte værdier, som skal sikre det skarpe og bevaringsværdige motiv.

I begyndelsen blev flere optagelser anvendt til postkort, men så ændrede tiderne sig og antallet af solgte postkort som kommunikationsmiddel faldt drastisk.

Jens besluttede sig derfor at skabe en væghængt Ribe Kalender i A4 og A3. – Det er faktisk 11. år, at jeg sælger disse kalendere, fortæller Jens, der har en database med billeder fra hver af årets måneder. – Og der kommer nye optagelser til hele tiden, siger en smilende fotograf, der allerede tænker på kalenderen 2023. Prisen for kalenderne er i år sat til 125,- / 169,- for henholdsvis A4 og A3 udgaverne.