Tekst: Annette Brøchner Lindgaard
Foto: Arkiv
Onsdag d. 19. april 2023

Der går rygter i byen om, at der ikke længere er adgang til biblioteket i den selvbetjente åbningstid. Det er heldigvis ikke sandt.

Ribe Bibliotek er fortsat åbent med selvbetjening fra 7 morgen til 22 aften de første fire dage i ugen. Til gengæld er den selvbetjente åbningstid forsøgsvist blevet afkortet, så biblioteket fredag til søndag lukker og slukker allerede kl. 18.00.

I den almindelige og velkendte betjente åbningstid – mandag til fredag – er der fortsat personale klar til at hjælpe og vejlede bibliotekets brugere.

Vicebiblioteksleder Karin Grøndahl Sørensen forklarer: ” Vi har valgt at lukke for selvbetjeningen kl. 18 fredag, lørdag og søndag i en midlertidig periode. Der er indtil videre ikke sat slutdato på. Vi har oplevet at det har gjort en forskel, så det er noget vi følger tæt” og fortsætter: ” Det er pga. nogle oplevelser vi har haft med uro og hærværk. Både i SeminarieHuset og andre steder.”

Der er altså tale om et midlertidigt forsøg, der medfører en mindre serviceforringelse for de brugere, der ønsker at besøge biblioteket fredag, lørdag og søndag efter kl. 18.00. Resten af tiden er alt ved det gamle.

Ribe bibliotek har ellers, næsten siden flytningen til seminarieHuset, haft åbent alle ugens dage fra 7.00 til 22.00. Bibliotekernes selvbetjente åbningstid er baseret på den tillid, vi her i Danmark, normalt har grund til at have til hinanden. Desværre ser det ud til, at der nu er nogle, der ikke lever op til den tillid. Lad os håbe, at bibliotekets forsøg vil virke efter hensigten.