Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Rene Jørgensen, torsdag den 27. august

Corona-krisen lægger hindringer i vejen for mangt og meget. Blandt andet for den gruppe, der står bag ønskerne om et aktivitetshus i Ribe.

Gruppen har i lang tid arbejdet for at få et aktivitetshus som erstatning for de faciliteter, der tidligere var på Bispegades skole og i stil med de samlingssteder, der er i både Bramming og Esbjerg.

Der har været flere kontakter til kommunen, og bl.a. har gruppen samlet underskrifter ind til fordel for aktivitetshuset. Underskrifter, der tidligere er blevet afleveret til formanden for udvalget for kultur og fritids, May-Britt Andrea Andersen (C).

På grund af corona-krisen har gruppen bag ønsket om et aktivitetshus ikke kunnet indkalde til en generalforsamling og der få oprettet en forening med en valgt bestyrelse. Derfor har man set sig nødsaget til at nedsætte en midlertidig bestyrelsen, der kan forhandle med kommunen og virke, indtil der kan indkaldes til en generalforsamling, hvor bestyrelsen kan vælges på god, demokratisk vis.

Den midlertidige bestyrelse består af: formand: Bente G. Jensen, næstformand: Herdis Skjødt og sekretær: Britta Germansen.

I en pressemeddelelse fra den nyvalgte, midlertidige bestyrelsen hedder det, at bestyrelsen forventer, at aktivitetshuset i Ribe er med i de kommende budgetforhandlinger.