Tekst og foto Hasse Jørgensen. Torsdag den 8. nov.

Det forkætrede forslag om at gøre kommunens borgerservice i Ribe og Bramming digital, kommer nu til orientering i byrådets udvalg for social- og arbejdsmarked.

Mødet holdes den 13. november på rådhuset i Esbjerg, og af dagsordenen fremgår det, at forsøget vil blive påbegyndt i Ribe lige i starten af januar 2019.

Der er tale om et forsøg, der skal løbe i hele 2019, og samtidig med den fjernbetjente eller digitale løsning, om man vil, vil der i 2019 også være personale til stede i borgerservice i Ribe.

Systemet bliver sådan, at man melder sig, når man ankommer til borgerservice. Ved anmeldelsen får man et nummer, og når nummeret vises på en skærm, går man ind i den anviste kabine. Her melder en medarbejder fra Esbjerg sig på en skærm, og så kan borgeren og medarbejderen tale sammen via skærmen og det digitale system.

Systemet kan også klare scanning af dokumenter samt fornyelse af kørekort, pas og lignende, og når pas og kørekort er klar til afhentning, kan det ske i et bokssystem, der opsættes i lokalerne

Ordningen er et led i budgetforliget, der har alle politiske partier bag sig, men hensigten er, at ordningen skal evalueres sidst på året.

Ordningen har allerede mødt stor modstand, og i Ribe er der startet en underskriftsindsamling mod den fjernbetjente borgerservice. Initiativtagerne ønsker, at borgerservice skal være bemandet, og det samme ønsker Ældrerådet i Esbjerg Kommune.

I et høringssvar fra Ældrerådet hedder det bl.a.; ”Hvis dette forslag gennemføres, vil det have konsekvenser for de svageste borgere, herunder mange ældre, som ikke selv magter disse opgaver, hvoraf også en væsentlig andel ikke er særlig mobile

Af hensyn til disse borgere foreslås herved, at den nuværende personbetjente borgerservice fastholdes”