Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, tirsdag den 23. april 2024

Det kommunale redningsberedskab skal jævnfør Beredskabslovens § 12 kunne yde en forsvarlig indsats mod skader på personer, ejendom og miljøet ved ulykker og katastrofer, herunder krigshandlinger. Det kræver penge, og jo mere komplekst og avanceret samfundet bliver, jo flere penge skal der til.

Det er baggrunden for at budgettet for Sydvestjysk Brandvæsen skal øges. Forslaget går på, at budgettet for Sydvestjysk Beredskab samlet forøges med 21 mio. kr. fra 2024 stigende til 23,6 mio. kr. frem mod 2037.

Det fortæller borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) lige efter, at Esbjerg Byråds økonomiudvalg har godkendt forslaget og nu sender det videre til endelig godkendelse i byrådet. Også Varde og Fanø kommuner, som er dækket af Sydvestjysk Brandvæsen, skal behandle ansøgningen.

Forslaget e blevet til på baggrund af en analyse af den risikobaserede dimensionering.

– Baggrunden er en kombination af, at der er flere ting, som beredskabet har og skal bruge flere ressourcer på. Klimahændelser fylder rigtig meget, og at der ikke længere er fred i Europa har også en betydning. Beredskabet får langt flere opgaver, der relaterer til uro i verdenen, siger borgmesteren, der også peger på, at grundlæggende er der mere og mere komplekst byggeri i form af erhvervsbyggeri og stadig højere huse med beboelse eller hoteller, der også kræver sit.

– Vi er nødt til at øge bemandingen, hvor man i højere grad nogle steder kommer til at basere beredskabet på ansatte fremfor frivillige. De øgede udgifter er meget løntunge. Omkring 80 procent af udgifterne går til løn, mens de resterende penge går til materiel og andet, forklarer Jesper Frost Rasmussen.