Tekst: Johnny Tauman & René Jørgensen
24. november 2020

Det kræver STOR tålmodighed at være forretningsdrivende på Industrivej, som lukkes i forbindelse med den store omlægning af trafikken fra 28. november til 10. december. Det er IKKE første gang, at kunderne må finde frem til forretningerne fra nord via Bohrsvej og den store rundkørsel ved Circle K. Det skete også i en lang periode, hvor krydset blev ombygget og udvidet til de 4 vejbaner inklusiv svingbaner. Og for godt et år siden var det fortovene, som blev lagt om.

Lukningen af krydset og dermed også Industrivej er planlagt til at vare i 14 dage – og falder dermed sammen med en stor periode af julehandelen. Hvad værre er, at de erhvervsdrivende på Industrivej ikke er blevet orienteret direkte af Vejdirektoratet, men er blevet gjort opmærksom på lukningen via de gule vejskilte. Det viser sig, at orienteringen er fremsendt til Ribe Handelsstandsforening, men alle butikker er jo ikke medlem – og dermed er viden gået tabt.

Generel undren og utilfredshed

Hos Specialbutikken på Industrivej 6 er indehaver Birger Tomis noget irriteret over, at vejen lukkes igen.
– Denne gang er det julehandlen, det rammer . De uger, der er lukket, er den bedste tid for vores julehandel, siger en synlig irriteret butiksejer. Han mener, at det må kunne gøres bedre. Generelt virker det ulogisk og kompliceret uden hensynstagen til de erhvervsdrivende. Det er urimeligt, vi skal rammes på julehandelen. Nu har arbejdet stået på i mere end et par år. Nogle kunder fravælger os, da det er har været svært at komme hertil under hele vejprojektet.

Hos Anders Rohr Jørgensen, ARJ KONTORCENTER, er der heller ikke megen forståelse for den midlertidige lukning. – Det er så anden gang i år, siger Anders Rohr Jørgensen.

Bilsynribe ved Christian Hansen spørger: – Hvorfor lukkes vejen? Det giver da ingen mening. Meget ved det projekt, kan man undres over. Der er noget, der kunne være gjort bedre, men jeg glæder mig til det er færdigt.

Hos GARANT TÆPPER er man heller ikke begejstret for lukningen. Steffen Jørgensen undrer sig over, det skulle være nødvendigt at lukke vejen igen.  Det er urimeligt, at vi skal rammes på julehandlen. Vi er ikke blevet informeret om lukningen, da vi ikke er medlem af Ribe Handelsstandsforening. Derfor er min konklusion: – Informationsniveauet har været for dårligt.