Tekst Hasse Jørgensen, foto Johnny Tauman, torsdag den 8. august
Den tidligere så kendte restauration Kammerslusen har de sidste lange tider været lukket for andet end selskaber, og meget tyder på, at der kan gå en rum tid endnu, inden restaurationen åbner igen som daglig restauration.
Sagen er, at selskabet Renes Køkken – Restaurant Kammerslusen IVS har anmodet skifteretten om at få oprettet en konkurssag. Personerne bag selskabet, Helle og Rene Aggersbjerg Nikolajsen, venter nu på en indkaldelse til skifteretten, hvor konkurssagen kan behandles.
Rene Aggersbjerg Nikolajsen er på JV.DK citeret for at sige, at han regner med, at hele forretningen lukker.
Ud over at drive Kammerslusen har Renes Køkken også leveret mad til anslået 140 personer i Esbjerg Kommune, der er visiteret til madordningen af kommunen. Selv anslår Rene Aggersbjerg Nikolajsen over for JV.DK, at firmaet ud over det leverer mad til omkring 130 andre kunder.
I en pressemeddelelse fra Esbjerg Kommune siges det, at sidste gang, Renes Køkken leverer mad ud bliver den 15. august.
Renes Køkken er en af tre leverandører af mad i Esbjerg Kommune, og i pressemeddelelsen fra kommunen siger direktør Arne Nikolajsen, at ingen i kommunen kommer til at stå uden mad.
– Det er beklageligt, at en af vores leverandører af madservice er oprettet som konkurssag og afventer indkaldelse til fogedretten, men ingen borgere kommer til at stå uden madservice. Vores to tilbageværende leverandører står klar til at tage over og kan levere mad fra fredag den 16. august. Vi ringer til alle de berørte borgere med tilbud om at vælge en ny leverandør af madservice.
Det er ikke første gang, ægteparret Aggersbjerg Nikolajsen har stiftet bekendtskab med skifteretten. I 1916 gik parret konkurs med Blichers Kro, som ved den lejlighed gik tilbage til den tidligere ejer.
Rene Aggersbjerg Nikolajsen har tidligere været vært i både Jernved og Vilslev forsamlingshuse.
Restauration Kammerslusen ejes af Michael Nørgaard, Nørgaard Anlæg, der har ofret mange penge på at sætte stedet i stand og bl.a. indrette førstesalen med nogle meget fine værelser.
Renes Køkken overtog forpagtningen af restaurationen i foråret 2018 efter at Jørgen Hansen havde drevet stedet i nogen tid.










































































