Tekst og foto Hasse Jørgensen, copyright. Onsdag den 8. august

Efter godt fire år som forpagtere har Tinne Rieck og Niels Toft købt Hotel Ribe af malermester Peter Riber.

Den 1. marts 2014 åbnede parret Hotel Ribe efter at have forpagtet stedet af Peter Ribe, og den 1. august i år overtog parret stedet som ejere.

I de år, der er gået siden parret Rieck og Toft kom til, er der sket en stor udvikling, hvor der konstant har været stigning i omsætningen, og ikke mindst udlejningen af værelser er gået frem. Sidst har Tinne Rieck og Niels Toft lejet værelserne på det tidligere fru Mathias, og parret kan fortælle om høje belægningsprocenter uden at gå i detaljer.

Så det er gået godt?

– Vi kan ikke være bekendt at sige andet, og vi er meget glade for at være her, siger Niels Toft.

Parret driver Hotel Ribe som et familiedrevet hotel samtidig med, at Niels Toft ejer Stenbohus sammen med Carsten Berthelsen.

– En af de helt vigtige ting for os har været, at med mit job på Stenbohus og Tinnes på Hotel Ribe har børnene kunnet komme og gå hos os, som det passede dem, og de har hele tiden vidst, hvor vi har. De er samtidig alle inddraget i driften af Hotel Ribe som bydrenge, gårdfejere og hvad der ellers er af forefaldende arbejde. Børnene er lige så stor en del af hotellet, som vi er.

– Desuden er Tinne og jeg fantastiske til at arbejde sammen, påpeger Niels Toft.

Hotel Ribe råder over syv værelser, en pub med servering af mad, en lille sal og en stor sal, hvor der holdes mange fester, møder og koncerter. Desuden er der en hyggelig gårdhave med udeservering.

Desuden råder hotellet over de seks værelser, der er i bygningen, der tidligere rummede Fru Mathias, og hotellet har aftale om udlejning af tre ferieværelser ude i byen.