Tekst: Annette Brøchner Lindgaard
Foto: René Jørgensen og Annette Brøchner Lindgaard
Søndag d. 31. juli 2022
Fornuft og følelser – Jazz for alle sanser og guld i krogene.
Man kan vælge flere forskellige tilgange til at Ribe Jazz Festival.
Går man på Domkirkepladsen oplever man hyggelig byfeststemning med fadøl, vennehygge og kæresteromantik. En del kommer for musikken, som swinger og svinger lidt imellem jazz og mere R&B-agtige ting, der mere skaber (god) stemning end egentlige jazzoplevelser (i parentes bemærket savnede vi navne som Cecilie Nordby og Jesper Thilo på torvescenen i forhold til sidste år).
Der snakkes og hygges og musikerne må kæmpe lidt for opmærksomheden, men finder en spredt kerne af aficionados, der følger og bifalder soli og musikerpræsentationer.
Fin stemning på Domkirkepladsen
Går man derimod ud i mindre kroge, hvor der skal løses billet, og således er tale om egentlige tilvalg, så finder man en ganske anden stemning. Større fokus på musikken og en højere grad af nærvær med de musikere, der arbejder hårdt for at levere det sublime.
Som festivalreporter, kan man ikke nå alle koncerterne. Som RYKINDs udsendte har jeg valgt tre meget forskellige, som for mig blev højdepunkter. Min tilgang til jazz er hverken kritisk eller musikalsk. Den er følelses- og stemningsbaseret. Jeg nyder, når musikerne er topprofessionelle og overskrider grænserne mellem den ”intellektuelle” og den ”sanselige” oplevelse. Det har årets jazzfestival budt på i mindst tre tilfælde.
Første var fredagens koncert på Termansens med trioen Humans being Human, hvor musikken krævede en del at tilhøreren. En blanding af en række forskellige udtryk, der undervejs trak tilhøreren ind i et dragende lydunivers, hvor du som førstegangslytter, ikke vidste, hvor du kom hen, men i hvert fald blev du løftet ud af Termansens relativt jordnære ramme – ud på en rejse i den store verden. Ikke så mange tilhørere, men de, der var der, var begejstrede og opløftede.
Lørdag forlød rygtet, at der ikke var solgt ret mange billetter til frokostjazzen på Terpagers, hvor duoen Wallace & Wamberg havde sat sig for at diske op med en blanding af original musik, fri improvisation og gamle kendte standards.
Det var en fortryllende oplevelse. Måske var det de to unge jazztalenter Oilly Wallace på sax og Johannes Wamberg på guitar, der begge er født i 1990’erne og som, når de spiller sammen giver plads til leg, følsomhed, melankoli og ren og skær glæde.
Eller måske var det omgivelserne helt nede ved åbrinken, hvor der i den disede sommerdag, lige før det klarede op, var en drømmende og eventyrlig stemning, der i den grad understøttede den smukke muntert-melankolske musik.
Alverdens elverfolk, alfer og feer kunne være svævet op fra åen uden nogen ville have undret sig. Eller måske et træskib med Dronning Dagmar stående i forstævnen på vej gennem disen til Riberhus.
Wallace og Wamberg i Terpagers have
Da jeg dukkede op på Ribe Bryghus midt i koncerten med trioen Baun on Beatles, var stemningen varm og intens. Et tætpakket og kompetent publikum var, ikke bare tilskuere, men aktivet deltagende i en forrygende koncert, hvor pianist og sanger Søren Baun, bassist Morten Lundsby og trommeslager Ulrik Brohuus brillerede.
Beatles sange præsenteret på en måde, der, for en jazzelsker, næsten var bedre end den originale. En herlig oplevelse med stjernestunder, som da Søren Baun spurgte, om vi kendte ”8 Days a week” og publikum overtog scenen og sang hele sangen og næsten ikke ville stoppe igen. Eller da de tre spillede George Harrisons ”Something” og det var som om temperaturen steg adskillige grader i lokalet, og man var nødt til at tørre fugt af øjenkrogen.
Baun on Beatles på Ribe Bryghus
Så anbefalingen herfra: Søg ud i de mindre kroge af festivalen og find guld.
