Tekst og foto: Renè Jørgensen
29. september 2024.

Fornemt beløb sendt til Hospitalsklovnene

I Ribe var det kun andet år, man afholdt klovneløbet. Men en god indsats fra de fire arrangører sikrede et pænt beløb til Hospitalsklovnene. Der blev indsamlet 63.615 kroner, hvilket også var det største beløb i landet. Ikke mindre end 118 byer deltog i løbet til fordel for Hospitalsklovnene.

Vi fik også det 3. største antal deltagere, og faktisk var der store byer som Aarhus, Horsens, Vejle, Odense og København med. Det er en flot indsats fra en by af Ribes størrelse. Klovneløbet er tilbage i 2025.

Klovneløbet er:

Et familieløb, hvor alle, der kan kravle, gå, rulle eller løbe, kan være med. Det handler ikke om at være hurtigst; det handler om at få en hyggelig og sjov dag og samtidig støtte et godt formål. Når man deltager i Klovneløbet, støtter man nemlig Danske Hospitalsklovnens arbejde for indlagte børn i Danmark.

Danske Hospitalsklovne har eksisteret siden 2003 med den grundidé, at humor letter og fremmer helbredelse. Hvert år sender organisationen mere end 50 hospitalsklovne rundt på danske hospitaler, hvor de med røde næser bringer smil og latter frem hos børn og fjerner fokus fra deres ellers alvorlige hverdag.

Arrangørerne er: Claus Pedersen, Mikkel Willerslev, May-Britt Andrea Andersen og Danni Callesen