Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, mandag den 29. juli 2024
Der er udsigt til en fantastisk musikalsk oplevelse, når Kyivs Kammerkor på onsdag den 31. juli klokken 19:00 giver koncert i Sct. Catharinæ Kirke.
Koret har tidligere besøgt Sct. Catharinæ Kirke. Det var i 2022, hvor koret gav en fantastisk koncert. Koncerten var så imponerende, at mange efterfølgende bad om at få koret på besøg igen, for så ville de invitere venner og bekendte med til oplevelsen.
Og nu kommer koret så igen.
Kiev Kammerkor er dannet i 1990 og er hovedstaden Kyiv’s officielle kor, lønnet af Kulturministeriet der. Det består af 21 sangere, alle uddannede på konservatorier i Ukraine.
Allerede tilbage i 2006 gav koret sin koncert nr. 1000, og koret har vundet et utal af priser i diverse konkurrencer, og listen over festivaler, som koret har deltaget i, er meget lang og imponerende.
Repertoiret omfatter stort set al slags musik, men ved denne koncert er det primært kirkeligt og folkeligt musik, der er på programmet. Under den folkelige del plejer koret at have flotte folkedragter på, og det er i det hele taget imponerende at se og høre koret optræde.
Koncerten i Ribe bliver den første koncert i en lang række af koncerter i Danmark, som det berømte kor giver.
Billetter á kr. 100 kan købes i forsalg via billetto.dk (+gebyr). Resterende billetter sælges i døren umiddelbart før koncerten.