Tekst og foto Hasse Jørgensen, lørdag den 12. december

Man kan roligt slå fast, at Ribe Bryghus er kommet godt på sporet og kører fint. Som brygmester Lars Nielsen sagde: – Med sådan en anerkendelse må vi jo have gjort noget rigtigt.

Ordene faldt, da Danske Ølentusiaster Region Vadehavet, der dækker området fra Ribe til Grænsen, overrakte de tre indehavere af Ribe Bryghus årets regionale ølpris.

Danske Ølentusiasters regionale ølpris uddeles til en person eller virksomhed i regionen, der har gjort en ekstraordinær indsats for at vise mangfoldigheden i øllets verden.

Kriterierne for at modtage prisen bygger på de værdier, som Danske Ølentusiaster kæmper og arbejder for.

Derfor vil der ved tildelingen blive lagt stor vægt på, at prismodtageren: er gået forrest i lokalområdet for at vise nye sider af øllets verden, har gjort en særlig indsats for at udbrede kendskabet til det gode øl, og har udvidet og flyttet den gængse opfattelse af, hvad øl er og kan anvendes til

I sin tale til de tre indehavere af bryggeriet, sagde formanden for den lokale region af Danske Ølentusiaster, Leif Madsen, bl.a.;

– I marts 2006 startede Lars (Nielsen. red.), Mark (Vind. red.) og Steen (Sahl. red) Ribe Bryghus med et brugt brygudstyr, der tidligere havde fungeret som ”pubbryggeri” i England.

Det har de tre bryggere i dag udviklet til endnu et vestjysk brygværtshus, indrettet i Ribes gamle togremise, gennemgribende og flot restaureret med et helt nyt bryganlæg.

Her har de tre meget seriøse fritidsbryggere fået ekstra gode muligheder for at brygge og sælge deres øl fra det faste repertoire, deres signaturøl, årstidsbryg, øl brygget til specielle begivenheder i Ribe og selvfølgelig helt nye øl som f.eks. Remise Pilsner, der dukkede op i forbindelse med flytningen. (Artiklen fortsætter under billedet)

Der blev både smagt på øl og lyttet til taler.

Bryggeriet har siden starten satset på at være Ribes Bryghus med salg og levering i byen og nærmeste omegnsbyer, og det må i høj grad siges at være opnået. Bryggeriet har også været meget samarbejdsvillige, hvis Ølentusiasterne har henvendt sig i forbindelse med et arrangement, her tænkes bl.a. på Vadehavsølfestivallen, hvor Ribe Bryghus hvert år beredvilligt har stillet deres bryg til rådighed.

Som en anerkendelse af de tre bryggeres initiativ og risikovillighed (det har næppe været billigt, men flot) og bryggeriets betydning for byen Ribe, byens forretninger og værtshuse, tildeles Ribe Bryghus, Remisen, Danske Ølentusiasters Regionale Ølpris 2020.

Overrækkelsen fandt sted lørdag eftermiddag i bryghuset, og den blev fulgt tæt af rigtig mange mennesker, der havde fundet vej til brygværtshuset, der er åbent om lørdagen, hvor de liflige dråber kan nydes.

Værtshuset var fyldt, da prisen blev overrakt, og den yngste fulgte levende med i, hvad der skete.