Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, fredag den 5. december 2025
Ribe Træskibslaug har fået en fornem invitation fra Frankrig. Invitationen går på træskibslaugets deltagelse i et meget stort sejlskibsstævne i det sydvestlige Frankrig, La Semaine du Golfe du Morbihan.
Stævnet forventes at samle omkring 1300 sejlskibe af forskellig størrelse og typer samt omkring 300.000 tilskuere. Ikke alene er Ribe Træskibslaug inviteret til at deltage i stævnet, men via den danske ambassade i Paris er lauget også blevet opfordret til at være bindeled mellem stævnet og de eventuelle andre danske deltagere.
Der arbejdes således på at få det danske kongeskib og skoleskibet Danmark med til stævnet.
Stævnet holdes fra den 3. til den 9. maj i 2027, men allerede nu er forberedelserne i fuld gang. Der ventes ud over fra Danmark deltagelse fra Holland, Wales, Kroatien, Norge, Venedig og selvfølgelig Frankrig. Stævnet har også været holdt denne sommer, og her blev der sat tilskuerrekord med godt 300.000 tilskuere.
Medlem af træskibslaugets bestyrelse, revisor Per Sleimann, fortæller, at den franske kontakt til Ribe Træskibslaug er kommet, fordi træskibslauget tidligere har haft to franske skibsbyggerlærlinge til at arbejde i værkstedet på Nørremarken.
– Dermed har vi fået en kontakt til en fransk skibsbyggerskole, Skol ar Mor, og derved er vi blevet kendte ikke alene i Frankrig men i hele EU.
Ribe Træskibslaug korresponderer i øjeblikket med arrangørerne af stævnet og den danske ambassade og deltagelsen.











































































