Tekst & Foto: Johnny Tauman
8. maj 2019
Som RYK IND RIBE tidligere har nævnt, så har COOP besluttet at lukke LokalBrugsen ned og erstatte den med DagliBrugsen.
Noget overrasket – fra Lokal’ til Dagli’
I den forbindelse har vi bedt formanden for bestyrelsen i LokalBrugsen i Roager, Charita Schneider fortælle om hvilke tanker, der er blevet vendt:
”Vi, bestyrelsen og uddeleren, var noget overraskede over, at Coop havde påtænkt at lukke ned for LokalBrugsen, og efter besøg fra distriktschefen har vi brugt tid i bestyrelsen få talt om ulemper og fordele ved skiftet”.
Stærkere markedsføring
Formanden siger i forhold til markedsføring: ”Det er en klar fordel at komme med i DagliBrugsen. Coop har ofte vinkampagner og andre kampagner på TV og dem er DagliBrugsen en del af. Kædens App-tilbud og personlige-tilbud er også henvendt til DagliBrugsen, så på den måde bliver tilbuddene mere synlige for os”. Men det kræver jo samtidig, at disse tilbud forefindes i butikken, og det bliver en central rolle for uddeleren.
Ligger størrelsesmæssigt i den mindre ende
Butikken i Roager kan sagtens fysisk rumme det nye og større sortiment. ”Faktisk har vi tidligere været en del af DagliBrugsen kæden. DagliBrugsen kæden spænder i forvejen over store forskelle på omsætning og fysisk størrelse, og her ligger vores lokale Brugs i den mindre ende”; fortæller Charita Schneider. Brugsen i Roager skal derfor have tilpasset sortiment ud fra kædens krav og markedsføring, samtidigt med, at den skal have øje for lokaltilpasning.
Ikke alle varer kan sælges
Bestyrelsens bekymring går på de varer, som bliver fordelt ud fra kæden og, som ikke er tilpasset det lokale behov. ”Vi har ikke brug for at brænde inde med varer, og det skal vi selvfølgelig i samarbejde med kæden finde løsninger på,” siger formanden og kommer så med et eksempel på 2 x ¼ paller sodavand som var på App-tilbud i tre dage. Hun siger herom: ”Ingen tvivl om, at prisen var god, men når man kun har godt 30 minutter til Tyskland, så det ikke ret mange sodavand, der sælges i LokalBrugsen Roager”.
Gerne flere nye kunder
Bestyrelsen har et stort ønske: ”De kunder vi har, må gerne handle mere end de gør – og fortsætte med at købe brændstof mm på tankanlægget. Her har vi en stor omsætning og indtægt – og så må vi gerne trække nogle nye kunder til”. Her håber bestyrelsen, at den mere massive markedsføring fra Coop kan hjælpe Roager Dagli’Brugsen på vej.
Roser til uddeleren Calle
Afsluttende roser formand Charita Schneider brugsuddeleren; ”Vi har en dygtig og ihærdig brugsuddeler i Calle, som uden tvivl bliver udfordret af skiftet fra LokalBrugsen til DagliBrugsen, både på sortiment tilpasning og stigende udgifter til Coop-koncernen.” Hun slå fast, at borgerne i Roager må stå sammen og få det bedste ud af det. Vi ønsker at have en mulighed for at handle lokalt og det gælder både uddeler, de ansatte, bestyrelsen og borgerne lokal området!”










































































