Tekst Hasse Jørgensen, onsdag den 10. december 2025
Der er udsigt til, at forbindelsen fra fastlandet til Mandø og omvendt via mobiltelefon vil blive forbedret og moderniseret.
Esbjerg Kommune har netop sendt tilladelsen til opførelsen af en30 meter høj antennemast til mobiltelefoni i offentlig høring. Høringsfristen udløber den 6. januar næste år.
Baggrunden er, at teknologien indenfor mobiltelefoni hele tiden udvikles, og den teknologi, som i øjeblikket betjener Mandø, er ved at blive forældet og dermed bliver det vanskeligt at skaffe reservedele til vedligeholdelse.
Bl.a. derfor har kommunen sendt ansøgningen om en 30 meter høj gittermaste i høring. Masten skal rumme den nye teknologi, og desuden skal flere selskaber have mulighed for at opstille udstyr i masten, så der ikke skal bygges en lang række master på øen.
Kommunen er indstillet på at sige ja til masten, der skal opføres på en ejendom ved Østre Toftevej. Flere alternative placeringsmuligheder har været drøftet, men af hensyn til Mandøs kultur og øvrige bebyggelse, er denne placering fundet som den mest ideelle. Med i kommunens overvejelser indgår også den betydning, mobiltelefonerne har i katastrofesituationer.
Den midlertidige byggetilladelse, kommunen har udstedt, bliver først gyldig, hvis ikke der kommer klager eller – i givet fald – når indkomne klager er behandlet.











































































