slæbestedTekst Hasse Jørgensen, foto Esbjerg Kommune, mandag den 15. marts
Forberedelserne til at etablere et slæbested ved Kammerslusen kan nu komme i gang.
Et enigt byråd frigav mandag de 200.000 kroner, der er afsat til forundersøgelse af bl.a. miljø og fredningsbestemmelser, men hvornår anlægget af slæbestedet kan begynde, er endnu uvist.
På byrådsmødet oplyste formanden for udvalget for teknik og miljø, Søren Heide Lambertsen (V), at selve anlægsudgiften skal med til de kommende budgetforhandlinger i efteråret, da der ikke er afsat penge til anlæg.
Formanden sagde i øvrigt, at slæbestedet er et stort ønske hos mange, og det vil være med til at skabe mere liv i hele området.
Socialdemokraten Mussa Utto var enig i, at et slæbested det pågældende sted vil være en fordel både for lokale og turister og vil gavne mange.
Slæbestedet tænkes placeret lige øst for fyldegraven og vest for den nye anløbsbro, sejlklubben har fået midler til at etablere, og som skal rumme anløbsplads for turbåde, rutebåde, gæstesejlere og kanoer.