Tekst Hasse Jørgensen, foto BrodeRibe, tirsdag den 27. januar 2026

Om ca. 6 uger vil Ribe og især DanHostel og Ribehallen igen vrimle af broderiglade fra hele landet, når BrodeRibe2026-festivalen løber af stablen i dagene 6.-8. marts.

Bestyrelsen i BrodeRibe har haft mange opgaver med planlægning og logistik, men på det seneste har der været rent praktiske opgaver på bordet. Der er især blevet pakket kits med materialer til forskellige broderi-projekter: navneskilte til de frivillige, badges med kvindetegn og Ansgar-broderi.

Festivalen kan ikke afvikles uden hjælp fra en masse frivillige. Brodøserne sætter stor pris på, at der er en frivillig, som hjælper til med praktiske opgaver på hver af de forskellige workshops. Forleden var 18 af de cirka 30 frivillige samlet i et festlokale hos Ribe Camping, hvor frivillig-koordinator Mette Krabbe gav informationer om opgaverne. Bagefter var der mulighed for at brodere sig et navneskilt, og under hyggelig snakken blev der skabt mange fine broderier.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Da festivalens sidste dag er søndag den 8. marts, også kendt som Kvindernes Internationale Kampdag, kan man i festivalens infostand købe et lille kit med materialer og mønster på et kvindetegn, så man kan brodere sit eget kvindetegns-badge. Mønsteret er tegnet af Broderisten Trine Runge Jessen, og kittet er sponsoreret af Postgaarden i Ribe. Det betyder, at BrodeRibe er i stand til at sende alle pengene for de solgte kits til Sex & Samfund.

BrodeRibe deltager også i Folkemødet i Ribe om Ansgar, hvor alle broderi-interesserede i stiftet inviteres til at bidrage til en fællesudstilling af broderier. Opgaven hedder ”Brodér Ansgars billedverden”. Programmet for folkemødet er lige på trapperne, og man kan få fingrene i et kit ved at henvende sig i Ribe Domkirkes kiosk fra den 3. februar.

Man kan læse mere om projektet i programmet eller på https://www.folkemodeiribe.dk/program/begivenhed/22-5-2026-broder-ansgars-billedverden-3719

Fine broderede navneskilte