Tekst Hasse Jørgensen, foto Esbjerg Kommune, fredag den 5. februar

Forberedelserne til etablering af et slæbested ved Ribe Kammersluse kan nu gå i gang.

Det er byrådets udvalg for teknik og byggeri, der beder byrådet om at frigive 200.000 kroner, der er afsat i budgettet til forundersøgelserne i forbindelse med etablering af slæbestedet.

– Vi søger nu pengene frigivet, så vi kan komme i gang med projekteringen, og når den er færdig, skal vi finde de ”rigtige” penge til etableringen af slæbestedet, siger formanden for udvalget, Søren Heide Lambertsen (V).

Han oplyser samtidig, at medlem af udvalget, Anders Rohr Jørgensen (V) udfører et stort arbejde for projektet, og at Anders Rohr Jørgensen er i fuld gang med at undersøge mulighederne af at skaffe penge fra bl.a. fonde til formålet, så ikke kommunen skal betale hele udgiften.

Den endelige pris kender man først, når forundersøgelserne er færdige.

Slæbestedet er tænkt anbragt tæt ved fyldegraven, der er lige bag diget ved åens sydlige side.

Slæbestedet er med i den helhedsplan, der er udarbejdet for kammerslusen, og som skal gøre området mere attraktivt for besøgende. Det er meningen, at både lokale og gæster skal kunne bruge slæbestedet.