Project Description

Tekst Hasse Jørgensen, foto René Jørgensen, torsdag den 19. nov.

Træerne gror som bekendt ikke ind i himlen. Efter to flotte sejre over henholdsvis Århus og Skjern måtte Ribe-Esbjerg HH torsdag aften se sig besejret på udebane. Team Tvis Holstebro vandt opgøret med 30-24 efter 16-15 ved pausen.

Det meste af første del af kampen var REHH bagud – en enkelt gang med fire mål, men det lykkedes holdet at kæmpe sig tilbage til halvlegsstillingen 16-15, og indtil stillingen 19-19 efter godt ti minutters spil i anden halvleg havde man indtrykket af, at udfaldet kunne gå hvilken vej, det skulle være.

Men herefter trak Team Tvis Holstebro langsomt fra, og det lykkedes ikke REHH for alvor at true hjemmeholdet i den sidste del af kampen.

Medvirkende årsager var for mange brændte chancer specielt i den sidste del af kampen og en i 2. halvleg særdeles velspillende målmand i Sebastian Frandsen, der har en fortid i REHH.

I modsatte ende stod Søren Rasmussen også en god kamp med flere gode redninger på strategisk vigtige tidspunkter. Ikke mindst i de døende minutter i første halvleg, men lige lidt hjalp det.

Det er også bemærkelsesvist, at de første 13 minutter var det kun Nicolai Nygaard og Runa Karason, der kunne finde netmaskerne for REHH med sammenlagt syv mål. Først i det 13. minut blandede Kasper Kvist sig.

Runa Karason lyste op i kampen, og det samme gjorde til dels Nicolai Nygaard og Lasse Uth, men desværre var der for mange, der ikke meldte sig ind. I et sådant opgør skal man være klar fra første fløjt, og der skal være aggressivitet fra starten i forsvaret, ligesom der ikke er plads til så mange svipsere i angrebet – herunder et par brændte straffekast. Det kneb gevaldigt med aggressivitet i forsvaret og opfindsomhed samt præcision i angrebet i denne kamp. Der er noget at tage fat på i træningslokalet.

Kampen i tal

Målscorere REHH: Runa Karason 8, Nicolai Nygaard 4, Lasse Uth 4, Jonas Larholm 2, Mathias Jørgensen 2, Gunnar Stein Jonsson 2, Kasper Kvist 1 og Miha Zvisej 1.

Topscorer TTH: Kay Smits 8.

Udvisninger: REHH 3 x 2 min., TTH 1 x 2 min.

Annonce