Tekst og foto Hasse Jørgensen, torsdag den 19. januar 2023

Kunstanmelder har kaldt Lars Bollerslevs malerier for på en gang monumentale og vibrerende. Fakta er, at de er meget fortællende, hvad både former og farver angår uden hverken at være helt abstrakte eller fotografisk naturalistiske.
Og Vadehavet er det gennemgående motiv i langt de fleste af billederne, selv om Lars Bollerslev nu også er begyndt at arbejde med det lidt mere universelle i form af skovpartier.
– Det er et nyt spor, jeg er slået ind på, og som jeg nok skal forfølge lidt mere, ligesom jeg er begyndt at arbejde mere med de gyldne farver, hvor jeg tidligere har arbejdet meget med de kolde, blå nuancer, fortæller Lars Bollerslev over en kop kaffe i hans hyggelige galleri på 1. Salen i familiens hus i Øster Vedsted.
Lars Bollerslev står netop for at skulle udstille hos galleriejer Kurt Svendsen på Art Herning, der er det fornemmeste udstillingsvindue for danske og nordiske kunstnere. Udstillingen er fra den 27. til 29. januar i Messecenter Herning, og den tiltrækker i tusindvis af mennesker.

Marskhuset
Lars Bollerslev er ikke mindst kendt for sine mange malerier af Marskhuset, men for tiden er det Mandø Ebbesen, der er det foretrukne motiv.
– Jeg har prøvet at male ebbevejen fra siden, men det er motivet set forfra, der har interessen. Og jeg forstår det egentligt godt, for her ser man vejen ud i intetheden, siger Lars Bollerslev, der kan se tilbage på et meget travlt år med tre udstillinger i Danmark og en udstilling i Ribes østrigske venskabsby Kremls.
Lars Bollerslev, der stammer fra Skærbæk, flyttede til Ribe i 1996 og har boet her siden. Og han har ikke planer om at flytte.
– Det skulle da lige være ind til byen, når børnene er flyttet hjemmefra.
– Ribe er enormt spændende, og her er mange, spændende mennesker, man kan få gode samtaler med. Det sætter jeg stor pris på, lyder det fra Lars.
Interessen for kunsten fik Lars Bollerslev, da han gik på lærerseminariet og havde Kurt Lasthein som lærer i billedkunst.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Vadehavet er det foretrukne motiv, og det omfatter også Fanø-færgerne.

– I 1997 købte jeg mit første lærred og brugte derefter tid på at finde ud af, hvordan jeg skulle udtrykke mig. I 2004 udstillede jeg i kældergalleriet på Ribe Kunstmuseum og jeg lavede forløbet med Marskhuset, der definerede mig som kunstner. Og jeg er stadig ikke gået fra det motiv. Jeg havde det med i Krems, hvor det solgte godt. Men nu er det Mandø Ebbevej, der er hovedmotivet, fortæller Lars.

Eksotisk glød
I 2013 var der fremstød fra Sydvestjylland, hvor der var 19 kunstnere fra egnen med  i Rundetårn med udstillingen “under en sort sol”. Her kom Kurt Svendsen forbi, og Lars Bollerslev fik en invitation til at udstille hos ham.
– Det at komme til Herning på Art Herning og igen skal udstille med Galleri Gertrud, der ejes af Kurt Svendsen, er som at komme hjem til familien igen. Jeg har været der i ti år med både op- og nedture, og det giver forbindelser og et netværk, som er meget vigtigt.
– Kurt Svendsen har slået sig op på nordiske landskabsmaleri, og vadehavet har nærmest fået en eksotisk glød efter det er blevet nationalpark. Mandø Ebbevej er det mest fotograferede sted. Man går ud i intet. Det er godt motiv. Det tiltrækker også Vestjyder, når de er i København. De skal lige have en bid af hjemstavnen, siger Lars Bollerslev.

Farverne skal fungere
For Lars Bollerslev er kunsten er ikke at lave et maleri, der ligner 100 procent. Det er farverne, der skal fungere. Det er farverne før formerne, og han bruger ofte en malerspartel. Det giver noget relief i billedet, der giver dybden.
Hvornår kan det se, at et billede er færdigt?
– Det kan jeg ofte ikke. Jeg går til og fra et billede, og jeg har ovenikøbet fået et billede hjem fra en udstilling, hvorefter jeg igen gik i gang med at male på det. Jeg har været halvandet år om et billede, før jeg syntes, det var færdigt.

Det mere universelle i skovpartiet er en linje, Lars Bollerslev vil følge op på.