Tekst og foto Hasse Jørgensen, torsdag den 1. oktober

My Flower – mine blomster – hedder den butik, Inge Kjær Pedersen netop har åbnet i ejendommen Torvet 8 i Ribe, og det er netop ”mine blomster”, det handler om for den nye butiksindehaver.

Inge Kjær Pedersen har nemlig i sin egen have på privatadressen lavet det, der hedder en skære-have, hvor hun selv dyrker de blomster og planter, der bliver brugt til de meget smukke dekorationer og tørrede buketter, der sælges i butikken på Torvet sammen med håndstøbte lys, bæredygtige krukker og lignende.

Og netop det bæredygtige og naturlige er altafgørende for Inge Kjær Pedersen. Hun er bankuddannet og arbejdede i mange år i Danske Bank. Under en sparerunde tog hun mod tilbuddet om en fratrædelsesordning, og det gav hende en uddannelse som blomsterbinder.

– Jeg troede aldrig mere, at jeg skulle tilbage i en bank, men Emil Jørgensen fra Frøs Sparekasse, som jeg arbejdede sammen med i Danske Bank, ringede og sagde, at jeg skulle hjælpe ham, da han blev filialdirektør i Frøs. Det blev til fire år i Frøs Sparelasse.

Derefter drev hun blomsterforretning på hjørnet af Saltgade og Sct. Nicolaigade.

– Og nu skal jeg aldrig mere tilbage i en bank, konstaterer Inge Kjær Pedersen med et stort smil.

Efter banktiden og tiden som selvstændig har Inge Kjær Pedersen kastet sig over den bæredygtige dyrkning af blomster i egen have samtidig med, at hun har arbejdet som free lance blomsterbinder afvekslende med faste jobs flere steder.

– Vi ved jo, at de blomster, der er importeres fra Holland, er sprøjtede. Sådan er det nødvendigvis for at få økonomi i avlen. Men når jeg dyrker mine egne blomster og planter, ved jeg, hvad jeg får. Jeg ved, at gødningen er økologisk, og jeg ved, at de ikke er sprøjtet.

Hvad så, hvis der kommer en larve forbi?

– Den skal jo også leve, og den bliver ikke sprøjtet. Sådan er det. Og hvor der før var stauderbede er det en fornøjelse at gå ned mellem rækkerne og se, at her gror dette og her gror noget andet. Alt sammen noget jeg kan bruge, forklarer Inge Kjær Pedersen.

Butikken bugner af meget smukke dekorationer i forskellige udformninger og tørrede buketter iblandet lidt juleting. Meningen er, at det med jul skal blive mere og mere, efterhånden som vi nærmer os højtiden.

– Jeg håber, vi igen i år får de små hytter op på Torvet, for der plejer at være en rigtig god stemning omkring det store juletræ, og den stemning vil jeg gerne bidrage til, lyder det fra Inge Kjær Pedersen.

Hun har lejet lokalerne på Torvet i tre måneder, og hvad der skal ske efter jul, ved hun ikke præcist bortset fra, at det kommer til at handle om at dyrke egne blomster hjemme i haven.