Tekst og foto Hasse Jørgensen, søndag den 9. april 2023
For anden nat i træk blev Sydvestjysk Brandvæsen i Ribe og politiet natten til mandag kaldt til en brand i Gredstedbro.
Denne gang gik det ud over en affaldscontainer, der stod helt tæt på gavlenden af nogle rækkehuse i Blomstergangen. Natten til søndag var det bålhuset i Vestergade, der udbrændte, og det har ikke i skrivende stund været muligt at opklare brandårsagerne.
Det var genboer, der opdagede ilden i containeren, og de alarmerede Sydvestjysk Brandvæsen i Ribe, der hurtigt fik bugt med ilden. Men da brandvæsnet kom til, stod der meterhøje flammer op fra containeren. Flammerne truede med at antænde udhænget på rækkehusene, ligesom den brændende container stod omkring en meter fra et par parkerede biler. Husgavlen blev en smule sodet til, mens bilerne ikke tog skade. Til gengæld var der ikke meget affaldscontainer tilbage.
Parret, der opdagede branden, forklarede efterfølgende, at de så orange flammer lige udenfor deres køkkenvindue.
– Og orange flammer lige før midnat er ikke normalt, som de tørt konstaterede, da branden var slukket.
De fortæller i øvrigt, at der for nogle dage siden har været forsøg på ildspåsættelse i området, men det udviklede sig ikke.

Med termisk kamera (brandmanden til højre i billedet) sikrede brandfolkene sig, at ilden var helt slukket.