Fonde og stiftet giver 160 millioner kroner til domkirken

 

Tekst Hasse Jørgensen, foto Folmer Iversen, fredag den 24. januar 2025

De 169 millioner kroner, der forventeligt skal buges til renoveringen og moderniseringen af Ribe Domkirke er nu næsen “i hus” Den planlagte restaurering og modernisering af Ribe Domkirke kan derfor nu snart sættes i gang.

Ribe Domkirke er et velkendt og værdsat nationalt klenodie. Men de mange kirkegængere og besøgende har slidt på kirken. Med ekstraordinært store bevillinger på 100 millioner kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond, 20 millioner kroner fra Augustinus Fonden og 20 millioner kroner fra Aage og Johanne Louis Hansens Fond, kan Ribe Domsogn snart gå i gang med den omfattende, men nænsomme restaurering og modernisering af kirkens indre.

– Ribe Domkirke symboliserer den tidlige kristendom i Danmark. Kirken er et vigtigt vartegn ikke blot i Grænselandet men for hele Danmark med sin særlige arkitektur og enestående kulturhistoriske værdier. Vi i Fonden ønsker også gerne at kunne bidrage til den vigtige indvendige istandsættelse, der vil ske med respekt for historie og bevaring, men tillige indlemme nye klimaløsninger. Alt til gavn for nutidens og morgendagens kirkegængere samt kirkens mange øvrige besøgende, udtaler formand for Den A.P. Møllerske Støttefond Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla.

Den seneste store restaurering af Ribe Domkirke fandt sted mellem 1883-1904, så det er mere end en hundredårs begivenhed, der nu står for døren.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Domkirkens smukke indre skal restaureres og moderniseres med nyt varme- og lysanlæg.

Fondsdirektør Christine Wiberg-Lyng, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond siger: – Domkirken i Ribe er – ligesom byen selv – særdeles væsentlig for dansk kulturhistorie. Det romanske domkirkeanlæg er yderst velbevaret, men det har længe stået klart, at kirkens interiører trænger til restaurering. Vi er glade for at kunne bidrage til denne ’hundredårs-begivenhed’, hvormed domkirkens indre løftes, både klimamæssigt, funktionelt og æstetisk. At restaureringsarbejdet samtidig åbner mulighed for betydelige arkæologiske udgravninger midt i Danmarks ældste eksisterende by, øger kun projektets rige perspektiver.

Adm. direktør Frank Rechendorff Møller, Augustinus Fonden udtaler: – Ribe Domkirke er et bygningsværk af helt særlig karakter med bærende kulturværdier af national betydning. Vi er glade for i fællesskab med de andre fonde at kunne bidrage til at sikre og bevare vores fælles kulturarv, så det imponerende kirkerum også i fremtiden kan danne ramme om både kirkelige og kulturelle aktiviteter til glæde for ripenserne og de mange besøgende.

Forude ligger der fire års arbejde med at identificere udfordringer, definere behov og afklare muligheder i den knap 900 år gamle bygning.

– Ribe Domkirke står som et smukt og imødekommende monument i hjertet af Ribe. Med fondenes generøse bidrag bliver det nu muligt for menighedsrådet at sikre menighedens kirke og Ribes vartegn for fremtiden. Menighedsrådet er taknemmeligt for at fondene på denne måde muliggør vores fortsatte arbejde for kirkens liv og vækst i menighedens og byens interesse, siger formand for menighedsrådet Katrine Lund Jørgensen.

Det er Domkirkens indre, som skal istandsættes og nyindrettes. Et vigtigt element er et nyt varmesystem i form af gulvvarme, som både vil bidrage til et mere behageligt indeklima og værne om kirkens mange fine genstande. Når nu gulvet alligevel er brudt op, benyttes lejligheden til at udføre nye arkæologiske udgravninger. De kan vise sig at blive særdeles spændende, idet man endnu ikke har fundet spor af det, der formentlig var Danmarks første kirke i form af Ansgars Kirke.

Med etablering af gulvvarme følger også ny gulvbelægning. Kirken skal have nyt lydanlæg, ligesom belysningen skal optimeres. Al murværk skal gennemgås og kalkes. For at energioptimere skal der etableres vindfang for de store porte og forsatsruder i det omfang, det er muligt. Desuden planlægges en fornyelse af domkirkens inventar og konservering af det historiske inventar.

Fakta: 

  • Ribe Domkirke blev opført mellem 1150 og 1250. Den har omkring 250.000 besøgende hvert år og er dermed en af Danmarks største turistattraktioner
  • Det er Ribe Domkirkesogns menighedsråd, der er bygherre. Men menighedsrådet står ikke alene med opgaven. Ribe Stiftsøvrighed er projektets øverste myndighed og har kirkekonsulenter samt Kgl. Bygningsinspektør som rådgivere.
  • Budgettet til istandsættelsen er på 169 millioner kroner, som finansieres med donationer på 100 millioner kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond, 20 millioner kroner fra Augustinus Fonden og 20 millioner kroner fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond. Derudover bidrager Ribe Stift med 20 millioner kroner, mens de resterende midler søges i blandt andet Kirkeministeriet.
  • Arbejdet med udbud og projektering forventes gennemført i 2025 – 2026. Selve byggeriet i 2027 – 2028.
  • Domkirken forventes helt lukket i op til 16 mdr. Der vil dog være adgang til Borgertårnet og i perioder til dele af kirken.