Tekst og fotos Hasse Jørgensen, mandag den 10. maj.

Hvis det står til Venstres trafikpolitiske ordfører, Kristian Pihl Lorentzen, og folketingsmedlem og tidligere transportminister Hans Chr. Schmidt, får Ribe både en klapbro og en regulering af den farlige overgang fra Holmevej over hovedvej 11 til Bjerrumvej.

Det slog de to toppolitikere fast, da de mandag eftermiddag sammen med byrådsmedlem Anders Rohr Jørgensen (V) var på besigtigelse i Ribe inviteret af det lokale byrådsmedlem, tidligere borgmester og folketingsmedlem Preben Rudiengaard.

Det primære mål med besøget var at få sat skub i etableringen af et mere sikkert kryds ved Bjerrumvej-hovedvej 11 og Holmevej, og her slog både Kr. Pihl Lorentzen og Hans Chr. Schmidt, der flere gange tidligere har set stedet, fast, at det er et livsfarligt kryds, og at det bør sikres. Begge politikere mener, at det burde være muligt at finde de otte millioner kroner, det vil koste at sikre krydset med en lysregulering og opmarchbåse for den svingende trafik, der skal fra hovedvejen mod Kammerslusen.

Hans Chr. Schmidt: – Det er jo livsfarligt. Et barn, der står midt i krydset og venter på at komme over kan jo blive blæst om kuld af de store lastbiler.

(Artiklen fortsætter under billedet)

De fire politikere midt i krydset ved Holmevej, hovedvejen og Bjerrumvej.

De to politikere vil nu arbejde videre med sagen i Folketinget, og som Anders Rohr Jørgensen forklarede, løser det ikke problemerne for bilisterne, hvis man blot lukker overgangen fra Holmevej til Bjerrumvej og tvinger cyklister og kørende til at benytte den tunnel, der er under hovedvejen længere syd på, og som forbinder Ribe med Øster Vedsted.

– For det første tror jeg ikke, man kan tvinge gående og cyklister til den omvej, og for det andet løser det ikke bilisternes problemer, ligesom det ikke løser bilisternes problemer at lave en tunnel på stedet, påpeger Anders Rohr Jørgensen.

En regulering af krydset vil koste anslået 8 millioner kroner, mens en tunnelløsning er langt mere kompliceret og omkring fire gange så dyr.

Under besøget så de to folketingsmedlemmer også ringvejsbroen, og Kr. Pihl Lorentzen slog fast, at en klapbro på stedet er med i det trafikforlig, der er indgået, og et forlig løber man ikke fra.

– Der er en økonomisk manko på 15 millioner kroner, og det er derfor sagen er stat i bero. Men vi går nu ind i nogle trafikforhandlinger, og jeg tror, der kommer et forlig inden Sct, Hans, hvor også klapbroen er med, fastslog Kr. Pihl Lorentzen.

På falderebet fik de to folketingspolitikere også mulighed for at se banegården, og begge var enige i, at det er synd og skam, hvis ikke banegården bruges til noget. De fandt begge, det var en god ide, hvis man etablerer et turistkontor på stedet.

De to folketingsmedlemmer var enige om, at det er synd og skam, at banegården står tom.