Tekst Hasse Jørgensen, foto René Jørgensen, tirsdag den 30. august 2022

KFUM’s Sociale Arbejde gør gennem Social Drive Out en meget stor indsats for at hjælpe mennesker i udsatte livssituationer over hele landet. Ikke mindst på Ribe-egnen er organisationen meget aktiv, og her fik KFUM’s Sociale Arbejde mandag besøg af medlem af Folketingets socialudvalg, Birgitte Vind (S), Vejle, og organisationens generalsekretær Peder Meisner, der mødtes med bl.a. den lokale koordinator af indsatsen, Diana Terp Pedersen, og flere brugere af de tilbud, Social Drive Out tilbyder lokalt.

Det er tilbud om madordninger, hvor ensomme spiser sammen, det er tilbud om cafeer, forskellige arrangementer, der skal mindske ensomheden hos mennesker og give mulighed for socialt samvær, ligesom der er arrangementer, der skal give den enkelte mod på selv at komme videre.

Formålet med mødet, der blev holdt i Sognehuset i Gredstedbro, var at gøre opmærksom på et stadigt stigende landsproblem med folk, der har behov for hjælp samt at dette arbejde også koster mange penge. Derfor vil man gerne have projektet på finansloven, for med et fast beløb i tilskud vil Social Drive Out kunne optimere sin indsats ganske betragteligt.

Flere er blevet socialt udsatte

“Social Drive Out bringer ugentligt nærvær, mad, fornødenheder og tilbud om gældsrådgivning, retshjælp, behandling for misbrug mv. til socialt udsatte og ensomme mennesker i 80 lokalsamfund i Danmark. Det sker med støtte fra Socialstyrelsen. Og behovet er stort.

Mellem 2017 og 2021 steg antallet af socialt udsatte i udkantskommunerne med 10 procent. Det betyder, at der i dag er flere end 299.000 mennesker, som er socialt udsatte eller i risiko for at blive det i udkantskommunerne. Det udfordrer disse kommuners økonomi blandt andet på grund af lavere skatteindtægter og højere udgifter til sociale foranstaltninger.

Problemet er så stort og komplekst, at det kræver stærke partnerskaber og nytænkende sociale indsatser at løse. Med udgangspunkt i vores mangeårige erfaring og dybe viden om socialt udsatte mennesker bidrager vi derfor med konkrete løsninger, som netop Social Drive Out, hvor vi tager udgangspunkt i mennesket fremfor systemet” hedder det i en pressemeddelelse.

Stigende udgifter

KFUM’s Sociale Arbejde oplyser videre, at stigningen i antallet af socialt udsatte mennesker i landkommunerne kan ses i kommunernes udgifter mellem 2011 og 2021. Udgifter til forsørgelse er steget med 48,3% – det er f.eks. til førtidspension, sygedagpenge, kontanthjælp, revalidering, løntilskud og servicejob. Serviceudgifter til børn og unge er steget med 49,2% – det er f.eks. til plejefamilier, opholdssteder, forebyggende foranstaltninger samt døgninstitutioner til unge med særlige behov,

Der er en risiko for at tabe socialt udsatte borgere i de økonomisk og demografisk pressede udkantskommuner,

fordi der mangler ressourcer til at løfte de sociale indsatser, hedder det fra organisationen.

Tager det med til Christiansborg

Efter sammenkomsten i Gredstedbro fortæller Diana Terp Pedersen, at det var et rigtig godt møde, og at Birgitte Vind var virkelig glad for at se og høre om det arbejde, der udføres, og de resultater, der opnås.

Brugerne gav indtryk for, at de ting, de har været med til, virkeligt har hjulpet hver enkelt på mange måder.

– Birgitte Vind lovede, at hun vil tage sagen med til Christiansborg, fortæller diana Terp Pedersen.

Fakta

KFUM’s Sociale Arbejde hjælper børn, unge og voksne i udsatte livssituationer, fx ensomme, hjemløse, psykisk sårbare, mennesker i misbrug og fattigdom, sårbare familier og andre, som står udsat. Med 1.250 ansatte og 2.700 frivillige er KFUM’s Sociale Arbejde en af Danmarks største sociale diakonale organisationer med over 170 institutioner og sociale tilbud.