Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, onsdag den 31. januar 2024

Ribe Bryghus præsenterer ny musik, når duoen MOLDE & NIELSEN på fredag spiller groovy folk om hverdagslivets sanselighed. De dansksprogede sange spinder lyriske tråde mellem konkrete livshistorier og menneskets relation til den natur, der omgiver os, og som vi alle er del af.

Maria Moldes lysende stemme er blevet sammenlignet med Alison Krauss og Alberte, og hendes akustiske mandoliner giver sangene deres helt egen sprøde karakter. Med sin båndløse bas og akustiske guitar skaber Morten Nielsen et stemningsfuldt, personligt og solidt, swingende musikalsk bagtæppe for Marias sange.

MOLDE & NIELSEN danner par privat og efter mange års parallelle musikalske løbebaner, har de nu fundet sammen i et fælles duo-projekt. Marias sange, som mange vil kende fra string-bandet MOLDE, får nyt liv af Mortens intime arrangementer, og deres stemmer smelter sammen, som det kun er muligt, når man har sunget sammen i uendelige timer.

Duoen er blevet anmelderrost adskillige gange for deres dejlige musik og fine tekster.

Koncerten starter på fredag klokken 20.