Tekst og foto: René Jørgensen
20. maj 2026.

Fabulenterne indtager Sct. Catharinæ Kloster med stærke fortællinger.

Når kunstnergruppen ”Fabulenterne” åbner deres udstilling i de historiske omgivelser ved Sct. Catharinæ Kloster i Ribe, bliver det ikke blot en præsentation af malerier – men en kunstnerisk rejse gennem Europas historie, værdier og nutidige udfordringer.

Det hele begyndte med temaet for ”Folkemødet i Ribe Ansgar 2026”. En artikel i Domkirkebladet om de mange aktiviteter omkring folkemødet vakte straks interesse hos kunstnergruppen. Derfor kontaktede de sekretariatsleder og sognepræst Signe von Oettingen for at høre, om Fabulenterne kunne bidrage med deres eget kunstneriske perspektiv.

– Vi forestillede os med penselstrøg at reflektere over Ansgars virke i Norden og trække tråde fra dengang til de udfordringer, Europa står overfor i dag. Vores idé blev heldigvis taget rigtig godt imod, fortæller Irene Pinborg fra foreningen.

Sammen med Signe von Oettingen fandt gruppen hurtigt de perfekte rammer til udstillingen: den stemningsfulde klostergård ved Sct. Catharinæ Kloster med de brede gotiske buegange og den særlige historiske atmosfære.

Forberedelserne til udstillingen har været præget af både fordybelse og inspiration. Signe von Oettingen besøgte kunstnergruppen i Seminariehuset, hvor hun fortalte om folkemødets historie og idégrundlag. Samtidig udfordrede hun kunstnerne med spørgsmålet:

”Hvad ville I male, hvis I skulle male Europa i dag?”

Det spørgsmål kom til at danne et kreativt omdrejningspunkt for hele udstillingen.

Kunstnergruppen har også hentet inspiration på Ribe VikingeCenter, hvor de besøgte Ansgar Kirke. Her viste kunstneren Trine Theut dem rundt blandt kirkens farverige udsmykninger og fortalte om symbolik, motiver og middelalderens stærke billedsprog.

Beriget af de mange oplevelser kastede Fabulenterne sig over store lærreder, hvor tanker, følelser og samtidens spørgsmål fik frit spil i farver og former.

Resultatet er blevet en udstilling, hvor hver kunstner fortolker Europa på sin egen måde. Stærke farver, symbolske motiver og personlige fortællinger skaber værker, der inviterer beskueren til at gå på opdagelse i billedernes mange lag.

Bag værkerne ligger både håb og uro. Lyset går igen som et symbol på frihed, civilisation og fællesskab, men under overfladen mærkes også en bekymring for Europas fremtid og sammenhængskraft.

For som kunstnerne peger på:

Værdier eksisterer ikke af sig selv – de bæres videre af mennesker.

Udstillingen er derfor ikke kun kunst til væggene. Den er en invitation til refleksion over det Europa, vi lever i netop nu.

Malerierne skal opleves i virkeligheden. Publikum opfordres til at sætte god tid af, gå langsomt gennem klostergårdens buegange og lade sig inspirere af de mange kunstneriske fortællinger.

Her er der ikke tale om virkeligheden fanget gennem et kameraobjektiv, men om fortolkninger skabt med pensler, stærke farver og kunstnernes egne holdninger til samtidens Europa.

Fakta:

Kunstnergruppen ”Fabulenterne” i Ribe er en forening af amatørmalere med base i Ribe.
Der er 13 medlemmer i gruppen med vidt forskellige indgangsvinkler til malekunsten, men alle har  en passion for at udtrykke sig gennem maleriet.
Gruppen søger  konstant inspiration fra hinanden, fælles ture, kurser og udfordringer med temaer og teknikker.

Signe von Oettingen – sognepræst i Ribe
Trine Theut – Kuntsner og formidler på Lustrup Holm

Medlemmerne i kunstnergruppen der udstiller er:
Anette Grunert – Benny Husted – Birthe Jacobsen – Esther Mouritzen – Hans Kjær
Inge Dorthe Søgaard – Irene Pindborg – Kjeld Anker Espersen – Laila Højer – Lone Pedersen – Marianne Husted – Susanne Hansen

(Flere billeder under teksten)

De 11 udstillere der var i gang onsdag formiddag med ophægningen.

Dette værk reflekterer over vores historie fra Vølvens Spådom til Ansgars virke i Norden og op til i dag. Europas værdier i et landskab præget af håb -og pres i horisonten. Ytringsfrihed, demokrati og menneskerettigheder er idealer, men ikke selvfølgeligheder. Fællesskabet er fundamentet, der står samlet i en verden under forandring. Hvad er vi villige til at forsvare og hvordan? spørger kunstneren Anette Grunert, der har to billeder med på udstillingen.

Anette Grunert  ved værket i de smukke omgivelser i gården ved Sct. Catharinæ Kloster .

Hans Kjær

Inge Dorthe Søgaard