Tekst og foto Hasse Jørgensen, fredag den 30. januar 2026
Kundetilfredsheden vægter sammen med andre parametre meget højt, når Salling Group skal finde den bedste forretning ud af 119 varehuse i hele landet. Kundetilfredsheden er 30 procent af den samlede vurdering, der består af i alt fem parametre. Som bekendt var det i 2025 Føtex i Ribe, der vandt den eftertragtede pokal, og det er i øvrigt første gang, at denne pokal kommer udenfor Sjælland.
I de 15 år, pokalen har været uddelt, har den de 14 år ”rejst” rundt på Sjælland, og det var da også en glad varehuschef Lars Slotsager, der sammen med personale kunne forkæle kunderne lidt denne fredag formiddag. Der var frisk kaffe og kage til dem, der ønskede det. Og det var mange.
– Vi er utroligt glade for og stolte af pokalen, og nu markerer vi det overfor kunderne med kaffe og kage. Desuden er der en vogn med streetfood udenfor forretningen, hvor personalet sidst på dagen får et måltid mad, og den 28. marts i Ribe Fritidscenter holder vi en stor personalefest med live musik, for det er ikke mindst personalets skyld, at vi fik pokalen, siger Lars Slotsager.
– Lukker i så butikken den dag?
– Det kan vi ikke, men vi henter nogle gode kolleger fra andre butikker, som så passer vores forretning fra lørdag eftermiddag til søndag formiddag, så alle medarbejderne i Ribe har mulighed for at komme til fest, fortæller Lars Slotsager, der føjer til: – Vores leverandører hjælper os meget i det daglige og har også deres andel i, at vi er blevet den bedste butik. Hvornår og hvordan det liver, arbejder vi på lige nu.
Også hos salgsdirektør i Føtex, Henrik Frost, er glæden over præstationen i Ribe stor: – Der er ingen tvivl om, at medarbejderne i Ribe har gjort det ekstraordinært flot i 2025. Det er meget flot, at de har formået at løfte deres fornemme niveau fra 2024, og de fortjener stor anerkendelse for indsatsen. Varehuset i Ribe har en stab af virkelig dygtige og loyale medarbejdere, som formår at lytte til kundernes feedback. Derudover er der altid god energi og højt humør, som smitter af på hele varehuset – også kunderne. Medarbejderne kender kunderne utrolig godt, og det er tydeligt at mærke, når man besøger Føtex i Ribe, siger han.

Personalet fik et gratis måltid mad og fester den 28. marts .









































































