Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, mandag den 2. marts 2026

Varehuschefen for Føtex i Ribe, Lars Slotsager, forlader efter fire år domkirkebyen for at tiltræde en ny stilling som varehuschef i Vejle. Der sker til 1. maj.

På de fire år Lars Slotsager har været i Ribe, har han ikke alene formået at få et godt fodfæste i byen, men han har også gjort Føtex i Ribe til Salling Groups bedste varehus på landsplan.

Lars Slotsager var også ind til sidste generalforsamling formand for Ribe Handel, hvis bestyrelse han fortsat sidder i.

Lars Slotsager fortæller, at Føtex i Vejle er dobbelt så stor som Føtex i Ribe både hvad angår kvadratmeter og antallet af medarbejdere.

– Den nuværende varehuschef i Vejle har været der i 30 år og går på pension, og da jeg fik mulighed for at få stillingen, sagde jeg ja tak.

– Det er da med vemod, at jeg siger farvel til stillingen i Ribe, hvor jeg har haft et rigtigt godt samarbejde med mange mennesker. Både i Føtex med ledergruppen og alle de ansatte, men også ude i byen i det hele taget, Ikke mindst med personerne i Ribe Handel, siger Lars Slotsager, der også peger på, at medarbejdernes trivsel og sammenhold betyder meget for ham.

Lars Slotsager, der før tiden i Ribe var i Esbjerg, bor privat på Fanø med familien, og det agter de at blive ved med, selv om der bliver en lidt længere køretur til den nye arbejdsplads.

Hvem der skal afløse Lars Slotsager i Ribe, er endnu ikke afgjort. Processen med at finde en ny chef er netop sat i gang.