Tekst og fotos Hasse Jørgensen, torsdag den 29. august.

Det gamle hus må vige pladsen for et nyt

Det har taget tid, og der har været adskillige bump på vejen, men denne torsdag skinnede solen i bogstaveligste forstand over Kongeådal Sportsforening og foreningens husprojekt.

Byrådsmedlem Kurt Bjerrum (V) og Inge Jørgensen fra foreningen kunne i fællesskab tage det første spadestik til det hus, der skal afløse det gamle og utidssvarende. Det nye hus bliver på omkring 240 kvadratmeter, og ud over to moderne omklædningsrum kommer huset til at indeholde et mødelokale til omkring 40 personer samt et  lokale til lokalhistorisk arkiv.

I sin velkomst til det første spadestik sagde Inge Jørgensen, at ideen til huset for første gang kom frem for otte til ni år siden.

Kurt Bjerrum talte om vigtigheden af det lokale engagement, og han roste den indsats, der lokalt er gjort for at få huset op at stå.

– Når man ser på det, i har samlet ind, er det et endog meget stort beløb i forhold til antallet af indbyggere. Tænk hvad det kunne blive til, hvis det blev overført til de større byer, lød det bl.a. fra Kurt Bjerrum.

Kommunen har givet 535.000 kroner i tilskud, Kongeå Sportsforening har selv bidraget med 150.ooo kroner mens resten af de 1,5 millioner kroner er skaffet fra fonde og lokal indsamling, som også har bidraget med 2.800 frivillige arbejdstimer.

Godt et halvt hundrede mennesker overværede det første spadestik, og nu kan de store maskiner afløse de to spader.