Tekst og foto: René Jørgensen
30. september 2025.

Søren Littau Christiansen stiller op til kommunalvalget i Esbjerg Kommune for Liberal Alliance

Først gjorde han comeback i mæglerfaget – nu vil Søren bruge sin erfaring i byrådet

Efter at have markeret sig med et stærkt comeback i ejendomsmæglerbranchen i Ribe, tager Søren Littau Christiansen nu næste skridt: han stiller op til kommunalvalget i Esbjerg Kommune for Liberal Alliance – med et særligt fokus på Ribe og omegn.

”Som lokal i Ribe og omegn har jeg igennem mit arbejde i mæglerfaget haft utallige snakke med folk i deres hjem. De samtaler har givet mig et klart billede af, at der er et behov for at skabe mere synergi og balance i vores kommune,” fortæller Søren Littau Christiansen.

Han uddyber, hvorfor tiden nu er rigtig til at engagere sig politisk: ”Jeg har altid ment, at man først skal engagere sig i politik, når man har reel erfaring fra en hverdag på arbejdsmarkedet. Det mener jeg, at jeg har nu, og derfor er jeg klar til at engagere mig i lokalpolitik, hvor Ribe og de omkringliggende lokalsamfund står højest på min dagsorden – med udgangspunkt i netop de mange snakke, jeg har haft med folk i deres køkkener og stuer rundt omkring. Der er virkelig meget at tage fat på, og jeg vil virkelig brænde for vores fantastiske Ribe og skønne lokalsamfund”, skriver Søren L. Christiansen i en pressemeddelelse.

Han peger på, at han ønsker en kommune, hvor forskellen mellem by og land ikke skaber skel, men hvor alle områder bidrager til og nyder godt af en fælles ambition: ”Jeg brænder for en kommune, hvor vi sammen kan skabe rammerne for et rigere, friere og mere ansvarligt fællesskab – med bl.a. mere lokal borgerinddragelse – til gavn for alle borgere i kommunen. Som folkevalgte er vi til for borgerne – ikke omvendt.”

Med sin lokale forankring i Ribe vil Søren derfor i særdeleshed arbejde for, at Ribe og lokalområderne får en tydeligere stemme i byrådssalen i Esbjerg.