Tekst og foto: Renè Jørgensen
8. december 2019.

Flot standur fra 1783 søger nyt hjem.

På Svankærvej i Ribe står et flot gammelt ur, et standur fra 1783. Urets rejse har været lang og ejerne er nu parate til at lade det komme ud i et nyt hjem. Standuret har været i familiens eje siden 1940.

Men nu har Bodil Konradi og Hans Peder Pedersen ikke længere plads til det fine ur.

Kontakten til konsul Lauritzen

Hans Peder Pedersens faster, der hed Johanne Lauridsen, var fra Gredstedbro. Johanne havde flere ting, der havde tilhørt konsul Lauritzen, og det formodes, at uret stammer fra familien Lauritzen af samme grund. Uret er fra 1783 og er lavet i Ribe af en urmager ved navn Hansen Ribe.
Johanne Lauridsen samlede på udklip. Blev et skib døbt, blev artiklen / billedet klippet ud og gemt. Derfor formodes det også, at der har været en forbindelse mellem Johanne Lauridsen og familien Lauritzen.

Standuret var udlånt til Quedens Gaard

Bodil Konradi og Hans Peder Pedersen har fået overdraget uret, da der blev ryddet op efter fasteren. Senere da Bodil og Hans flyttede til Ribe, blev uret udlånt til stuerne oven på Quedens Gaard, hvor det stod indtil ombygningen gik i gang.
Nu er tiden kommet til, at uret skal videre, og Bodil og Hans ser gerne uret placeret i et Ribe-hjem – det vil passe fint ind i et ældre byhus. Det er selvfølgelig ingen betingelse.
Uret ”bortadopteres” gratis. Uret har været i familien over 50 år, og Hans kan huske, at uret stod ved fasteren i 1940.

Er du blevet fristet / interesseret og gerne vil have uret hjem, kan familien kontaktes på Svankærvej 15 i Ribe.

Urmager Jens Hansen Ribe

Opdagelsesvejen til urets oprindelse har været lang. Det står fast, at uret er lavet af Jens Hansen, som var urmager i Ribe fra 1772. Han har bl.a. fremstillet et standur (i privateje), som efter en kenders udsagn er det fornemste Ribe-ur, der nogen sinde er lavet. Det er ikke i samme kaliber, standuret i Konradi/Pedersen hjem er. Der er derover mindst 7 standure af Jens Hansen i privateje. På et af dem, dateret 1788, er påmalet verset: »Ved/ Klokkeslag/ Jeg Dødens Dag og dornes./ Jeg paaminde Hielp Jesus sød/1 Liv og Død./ Min Lampe Tend maa Finde.«

Jens Hansen blev født 1735 i Bodsbøl, Ballum sogn, og døde 1789 i Ribe.