Tekst Hasse Jørgensen, foto privat, tirsdag den 8. marts 2022

Summen af mennesker, der snakker og griner, fylder langsomt hallen i Kultur og aktivitetscenteret i Hviding. Gensynsglæden er stor mellem gymnasterne, der snart skal på gulvet og vise hvad de har øvet gennem denne sæson.

Men først skal der være indmarch med foreningens faner og alle gymnaster. Alle er spændte, og det ses tydeligt, at mange har sommerfugle i maven. Udbrud som: “uh det er vildt så mange mennesker, der er her” og “jeg er helt blank! Jeg kan ikke huske hvad vi skal” lyder dæmpet mellem gymnasterne, der står på række og venter på, at det bliver deres tur til at gå gulvet.

Gymnastikudvalgets formand, Louise Toft Bertelsen, byder alle velkommen og takker trænere, hjælpetrænere og gymnaster for den gode indsats over vinteren. Trods corona, nedlukninger og hjemmeskole, har holdene formået at skabe sammenhold og en flot opvisning.

Hviding Idrætsforenings formand, Ditte Riis, tager overraskende ordet og afslører, at Årets HIF’er er Louise Toft Bertelsen. En ildsjæl der gør et kæmpe arbejde, både i gymnastikudvalget og som træner for Skumfiduserne. Stort tillykke!

Alle foreningens hold laver flotte opvisninger, hvor der er overskud  til smil og grin. Børn vinker til deres forældre, søskende og bedsteforældre på tilskuerrækkerne. Nervøse smil indtil musikken skaber genkendelse af hvad der skal ske.

Halbestyrer Henrik Mortensen og hans crew stod klar med salg af bl.a. kaffe, kage og slik.

Foreningens damehold slutter foreningens egne hold af med en flot og spændende opvisning.

Nu skal stole flyttes, og børnene må op på skødet af andre før Skibelund Efterskole kommer på gulvet med hele 170 elever. De fylder en del, og der sker noget nyt hele tiden.

Stole bliver stablet, snakken ebber ud, gulvet fejes og redskaberne bliver sat tilbage på deres plads. Gymnastiksæsonen er slut – sluttet af med en fantastisk dag denne lørdag den 5. marts i Egebæk-Hviding!

Årets HIF’er

De yngste var også med