Tekst og fotos Hasse Jørgensen, søndag den 19. december 2021
Vejret viste sig fra sin smukkeste vinterside med blå himmel, sol og så også lige en skarp vind, der gjorde, at det var godt at have meget tøj på.
Sådan var scenen sat, da det store juleoptog drog gennem Ribes gader med start og mål ved Føtex efter en tur op gennem gågaden og rundt om domkirken.
Mange mennesker var mødt op for at nyde det flotte syn og høre den gode musik levereret af indtil flere musikkorps. Men ikke helt så mange som normalt, og der er ingen tvivl om, at Covid19 og truslen om smitte har holdt mange hjemme. Det kan i hvert tilfælde ikke have været vejret, der var årsag. Hvor mange mennesker, der var samlet i byen i dagens anledning, er det svært at spå om, for folk stod langs hele ruten, og det er givet, at der er tale om tusindvis af mennesker.
Der var virkeligt gjort et stort arbejde fra planlæggernes side for at få et flot optog, og det arbejde var lykkedes. I spidsen for optoget kunne man glæde sig over Ribe Politikorps, der havde et flot orkester i spidsen bestående af musikere fra Ribe og omegn behørigt iklædt politikorpsets uniform.
Og så fulgte det ellers slag i slag med personer fra Peters Jul, Sdr. Hygum Hjemstavnsgård, rideklubber, kareter og meget mere inden den lokale knallertklub dannede bagtroppen.
(Flere billeder under artiklen)